Af Andreas Brunebjerg Jørgensen, journalist
Den amerikanske college-sæson er godt i gang. Hver uge tænder millioner af amerikanere for tv-skærmen for at se deres favorithold spille enten i amerikansk fodbold, baseball, basketball eller en helt fjerde sport.
Og der er nok hold at vælge imellem. Alene i National Collegiate Athletic Association (NCAA), som fungerer som det vigtigste styrende organ inden for college-sport, er 133 universiteter repræsenteret i de forskellige sportgrene.
Med de sociale mediers udvikling er der kommet en stigende opmærksomhed på atleternes rettigheder i college-sport. Og i takt med det er et stort dilemma opstået: skal fodboldspillere for eksempel aflønnes, når de hver weekend sætter deres eget helbred og velvære på spil med hårde tacklinger, der svarer til mindre biluheld?
Det er et spørgsmål, der udfordrer traditionen og rejser fundamentale diskussioner om retfærdighed og fair kompensation.
Til høring på Capitol Hill
Diskussionen blev for nylig sat under lup under en senatshøring med henblik på den såkaldte “NIL College Sports”-lov i Utah. Der er nemlig blevet foretaget ændringer i reglerne om “Name, Image, and Likeness” (NIL), der tillader atleter at tjene penge på deres personlige brand.
Tidligere på måneden havde interesseorganisation Crimson Collective, der er forbundet med the University of Utah, for eksempel tilbudt Utahs stipendiatfodboldspillere gratis leasing af dyre lastbiler.
I senatshøringen drøftede lovgiverne muligheden for at ændre reglerne for college-atleter. Senator Lindsey Graham fra South Carolina og andre fremhævede spørgsmålet om, hvorvidt atleterne også skal være ansat og betalt som professionelle af universiteterne, ud over de indkomster, de allerede genererer fra deres personlige brand.
Graham udtrykte bekymring over, hvordan donorer konkurrerer om at tilbyde fordele til college-udøvere og argumenterede for en føderal NIL-lov for at undgå kaos i college-sport.
Samtidig fokuserede høringen også på spørgsmålet om at gøre college-udøvere til universitetsansatte. Det var en idé, der blev mødt med modstand fra både republikanere og demokratere.
Panelister og senatorer understregede med andre ord vigtigheden af at undgå en budkrig og i stedet skabe klare retningslinjer for NIL-aftaler i college-sport.
Argumenterne for lønkompensation
I årtier har college-atleter i USA været i centrum for debatten om, hvorvidt de burde aflønnes af universiteterne. Mens nogle argumenterer for, at atleterne skal modtage løn eller kompensation ud over deres stipendier, er der også kraftige modstandere af idéen.
Mange college-atleter bruger betydelig tid og energi på deres sport, hvilket kan gøre det svært at balancere sport og akademiske forpligtelser. Derfor mener nogle, at de burde kompenseres for deres hårde arbejde, især i sportsgrene, der kræver intens træning og rejser.
Samtidig er college-sport en milliardforretning i USA, og nogle hævder, at atleterne burde have del i de enorme indtægter, de genererer. Det er især relevant i sportsgrene som fodbold og basketball, hvor der er store tv-kontrakter og sponsorater på spil.
Eventuelle lønninger eller kompensation kan hjælpe atleter med at dække omkostningerne ved deres uddannelse ud over stipendiet. Det kan reducere økonomisk pres og give dem mulighed for at fokusere mere på deres studier.
Argumenterne imod
Mange ser college-sport som et sted for amatøratleter og tror, at aflønning af atleter ville ændre karakteren af disse spil. De frygter, at det vil fjerne den unikke og uspolerede charme ved college-sport.
En stor udfordring ved at lønne atleter er samtidig, hvordan man sikrer, at aflønningen er retfærdig og lige. Stjernespillere ville sandsynligvis modtage mere end andre, hvilket kunne skabe gnidninger på holdet og påvirke sammenholdet.
At betale atleter på mindre college-sportsskoler, der ikke har samme økonomiske muskler som de store universiteter, kan også være finansielt byrdefuldt. Det kunne føre til uligheder i college-sport.
De seneste ændringer i NIL-reglerne har åbnet døren for atleter til at tjene penge på deres image og popularitet uden direkte aflønning fra universiteterne. Det har skabt en vis balance, men debatten fortsætter stadig.
På den ene side vil nogle mene, at NIL-reglerne ikke går langt nok for at sikre atleterne en rimelig bid af kagen. På den anden side er der bekymringer om, at øget aflønning af atleter kunne have fatale konsekvenser for college-sporten som helhed.
Mens debatten om aflønning af college-atleter i USA fortsætter, er det tydeligt, at der ikke er nogen nemme svar. At finde en balance mellem at beskytte amatøratletikken og anerkende værdien af atleternes bidrag er en udfordrende opgave.
