Republikanernes primærvalg skydes i gang i delstaten Iowa den 15. januar. Her nyder Donald Trump for nuværende ifølge Project 538 opbakning fra 45,6 procent af vælgerne i vægtet snit, hvilket er hele 28,5 point mere end feltets andenplads, Ron DeSantis, der halter efter med sine 17,1 procent.
I går fik Floridas guvernør imidlertid hårdt tiltrængt førstehjælp af ingen ringere end Iowas guvernør, republikaneren Kim Reynolds, som nyder stor popularitet blandt Republikanerne i delstaten. Med sin støtteerklæring brød Reynolds dermed med 40-års tradition for republikanske guvernører i Iowa om netop ikke at give sådan én.
“Vi har brug for en leder, der vægter nationen højere end sig selv,” lød det blandt andet fra Reynolds med slet skjult reference til Republikanernes klare frontløber, Trump:
DeSantis har sat alle sejl til for at lykkes i Iowa – det vidner hans kampagneførelse i samtlige af delstatens 99 amter i særklasse om – og med god grund, for “indsatserne er simpelthen for høje,” som det lød ifølge C-Span fra Iowas guvernør, der den seneste tid har været på kampagnesporet i Iowa med DeSantis til Trumps store frustration.
Ifølge NBC News viste en meningsmåling nemlig for nylig, at Nikki Haley, forhenværende guvernør i South Carolina samt amerikansk ambassadør til FN under Trump-administrationen, nu har sneget sig ind på siden af DeSantis i netop The Hawkeye State.
Nikki Haley har den seneste tid oplevet en generel opstigning i meningsmålingerne i kølvandet på stærke debatpræstationer samt for sine (klassisk republikanske) udenrigspolitiske standpunkter, hvad angår både Ukraine og i særdeleshed Israel. Det har fået ikke bare vælgerne, men også ifølge Reuter særdeles pengestærke donorer til at spærre øjnene mere op for hende.
DeSantis på slingrekurs
Siden DeSantis annoncerede sit kandidatur på noget hakkende vis i selskab med Elon Musk på Twitter (nu X), har han vaklet godt og grundigt ned ad kampagnesporet (og meningsmålingerne).
DeSantis, som fik et historisk stort genvalg som guvernør i Florida tilbage i 2022, var op til sin annoncering som præsidentkandidat mest af alt kendt for at være trumpist med stort T. Mærkatet som den bløde mellemvare mellem Donald og Trump har siden vist sig mere end svær at ryste af sig i vælgernes bevidsthed.
Derudover er DeSantis også blevet beskyldt for at være lidt af en (flad) one-trick pony, der har skamredet sin anti-woke-agenda en gang eller to for meget for sit eget bedste.
Selvom DeSantis kan sætte sin lid til, at de seneste tre republikanske vindere af Iowas primærvalg ifølge The New York Times også var håbløst bagud på samme tidspunkt, som han selv er det, så kommer Iowas guvernørs bemærkelsesværdige støtteerklæring nok en postgang for sent til generelt at kunne redde en ellers falleret præsidentkampagne.
Men i tråd med sit kampagneslogan, “Our Great American Comeback”, har DeSantis en oplagt mulighed for at begynde sit eget comeback på hjemmebane i Florida, når de republikanske præsidentkandidater (minus Trump) i morgen nat dansk tid tørner sammen for tredje gang. USA-nyt kommer i hvert fald til at sidde klar for at se, om han kan komme på banen igen.