Af Andreas Brunebjerg Jørgensen, journalist
Sæsonen for MLS-klubben Portland Timbers er for længst slut. Med en skuffende 10. plads i grundspillet endte klubben fra Portland uden for play-off-pladserne, og spillerne kunne derfor gå tidligt på ferie.
Klubben har dog brugt den tidlige sæsonafslutning på at foretage ændringer på trænerfronten. I august fyrede klubben cheftræner Giovanni Savarese. Han fik bare fem måneder på posten. I mandags kunne man så præsentere den tidligere Manchester United-stjerne Phil Neville som ny mand i spidsen for “The Timbers”.
Selvom Neville er et stort navn på den europæiske fodboldscene, har hans nye cheftrænerrolle delt vandene blandt Portland Timbers-fans. Det er der især to grunde til. Den første og mindst uskyldige handler helt overordnet om Nevilles trænerkvaliteter eller mangel på samme.
Englænderen har senest trænet MLS-holdet Inter Miami med Lionel Messi som den helt store stjernespiller, men det gik langt fra som forventet. Klubben fra det sydlige Florida endte på en 14. plads ud af 15 mulige. Det gjorde, at man opsagde samarbejdet med Neville helt tilbage i juni. Der er derfor mange Portland Timber-fans, der tvivler på, at Neville kan skabe succes for deres hold.
Sexistiske tweets
Den anden og mere graverende grund handler om nogle sexistiske tweets på det sociale medie X. Da Neville i 2018 blev landstræner for Englands kvindelandshold, kom der nemlig en række tweets frem med sexistiske udtalelser fra hans side. For eksempel skrev han ifølge The Guardian “god morgen til alle mænd”, og fortsatte med, at kvinder på dette tidspunkt allerede var i gang med pligter i huset.
Det har altså skabt ramaskrig på Portland Timbers sociale medier. Her har mange fans har opfordret klubben til at genoverveje deres ansættelse af den tidligere engelske landsholdsspiller.
Det tyder dog på, at ledelsen i klubben står fast ved sin ansættelse af Neville, der har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2026.