Amerikanerne er vilde med danske Novo Nordisks vægtabsmedicin Wegovy og diabetesmidlet Ozempic (som også virker som vægttabsmedicin). Novo Nordisk solgte for 900 millioner dollars af sin vægttabsmedicin i sidste kvartal. 95 procent af dette salg var ifølge Yahoo i USA.
Novo Nordisks succes i USA kan for alvor mærkes i den amerikanske dagligvaresektor. Supermarkedskæden Walmart har for eksempel mærket et fald i kundernes forbrug, efter Ozempic kom på det amerikanske marked. Det er ifølge Walmarts administrerende direktør John Furner især kalorieholdige fødevarer, der bliver købt færre af, skriver mediet Bloomberg.
Det skyldes, at produkter som Ozempic og Wegovy mindsker appetitten hos sine forbrugere, så de kunder, der tager midler som Ozempic og Wegovy, er begyndt at købe færre varer. Walmart er simpelthen blevet offer for en tyndere og mindre sulten amerikansk forbruger.
Walmart har undersøgt denne tendens ved at sammenligne et forbrugersegment, som tager Novo Nordisks medicin, med dem, der ikke gør.
Også på Coca-Colas læber
Selv giganten Coca-Cola er tvunget til at tage højde for Novo Nordisks succes i USA. Coca-Colas administrerende direktør James Quincey fortalte for nylig til CNBC, at virksomheden havde forberedt sig på en mere påpasselig amerikansk forbruger i årevis ved at producere kaloriefattige drikkevarer som Cola Zero. Quincey mener selv, at deres fokus på drikkevarer med lavt sukkerindhold har hjulpet med at beskytte Cola mod amerikanernes skiftende appetit på sukker.
Mere værd end amerikanske giganter tilsammen
Novo Nordisk har nu en størrelse, der kan matche selv de største amerikanske virksomheder. Faktisk er medicingiganten mere værd end Disney, Nike og Starbucks lagt sammen. Dette års danske finanslov krediterede også Novo Nordisk for at være ansvarlig for Danmarks stærke økonomi.
Det bliver spændende at se, hvordan Novo Nordisk vil fortsætte sin succes i USA, når nu det har fået opmærksomhed fra stærke modstandere som Walmart.
Læs også: