Kampen om andenpladsen spidser til

Det republikanske kandidatfelt er nu skrumpet godt ind. Det til trods er Trump fortsat ubestridt frontløber, mens resten kæmper om krummerne.

På trods af et hav af retslige anklager om alt lige fra forsøg på statskup, tys-tys-penge til pornostjerne og usømmelig omgang med klassificerede dokumenter (krydret med en stribe nylige fascistoide udtalelser om politiske modstandere) fører Donald Trump stadig markant i meningsmålingerne ifølge Project 538 i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2024. En måling fra The New York Times har ham sågar i front i hypotetisk matchup med præsident Joe Biden.

Det resterende kandidatfeltet af håbefulde (nogen ville måske mene naive) republikanere er nu skrumpet godt og grundigt ind, efter både forhenværende vicepræsident Mike Pence og nuværende senator for South Carolina Tim Scott inden for den seneste måned har trukket sig.

Det har efterladt Nikki Haley, Ron DeSantis, Vivek Ramaswamy, Chris Christie, Doug Burgum og Asa Hutchinson tilbage med Trumps krummer.

Hvis vi starter baglæns, så kvalificerede de noget ukendte Burgum og Hutchinson sig ikke en gang til Republikanernes tredje primærvalgsdebat forleden grundet dårlige meningsmålinger og stagneret fundraising. Mere om dem er der ikke at skrive hjem om.

Trump-wannabeen, Vivek Ramaswamy, og Trump-haderen, Chris Christie, ligger og roder med støtte fra henholdsvis 5 og 2 procent af de republikanske primærvalgsvælgere.

Fløjlshandskerne er kommet af

Ron DeSantis har på det sidste endelig indset, at fløjlshandskerne skal af over for USA’s 45. præsident – en mand, han i øvrigt skylder sin karriere – hvis han skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om at vinde sit partis nominering.

I sidste måned lancerede DeSantis-kampagnen ifølge The Hill det, de kalder for en “Trump accident tracker”, der har til formål at fremhæve Trumps (kognitive) fejl og mangler. I går gik DeSantis så skridtet videre ved direkte at kalde Trump for gammel til at blive præsident igen.

Kilde: YouTube

DeSantis, der tidligere er blevet beskyldt for at være den bløde mellemvare mellem Donald og Trump samt lidt af en anti-woke one-trick pony, positioner nu sig selv som det unge og dynamiske alternativ til Trump. Vel at mærke ved at benytte samme aldersdiskriminerende taktik, som Trump anvender over for Biden.

Med andre ord har DeSantis endelig fået beskidte hænder, hvilket for nylig blev honoreret med en livgivende støtteerklæring fra Iowas guvernør (en delstat han er gået all in på) samt hårdt tiltrængte millioner af fundraising-dollars fra Florida, skriver mediet Axios.

Problemet for DeSantis er imidlertid, at det ikke har kastet synderlig meget af vælgernes gunst af sig. Tværtimod har han fået et nyt problem i skikkelse af en formstærk Nikki Haley.

Vil have DeSantis ryddet politisk af vejen inden South Carolina

Mens den tidligere South Carolina-guvernør og FN-ambassadør ifølge Project 538 tager babyskridt i Iowa, overhaler Haley til gengæld DeSantis i New Hampshire, kampplads for Republikanernes andet primærvalg efter Iowa i midten af januar, viser målinger fra sidste uge af CNN og The Washington Post.

Derudover scorede Haley sig også ifølge AP Tim Scotts pengestærke donorer, og retter nu alle skyts mod Iowa med et arsenal af angrebsreklamer mod DeSantis, der angiveligt er klar til affyring i december. Alt sammen i et forsøg på at få ryddet DeSantis politisk af vejen, så Haley kan stå ansigt til ansigt med Trump til primærvalget i hjemstaten South Carolina den 24. februar.

På trods af en ellers “venlig samtale” i fredags i Iowa mellem Haley og DeSantis (Vivek Ramaswamy var der også, men glem ham), så forvent alt andet end høflighedsudvekslinger mellem de to til Republikanernes fjerde primærvalgsdebat den 6. december. Kampen om andenpladsen er nemlig spidset til.

Læs også: