DeSantis vokser, Haley topper, Vivek rabler og Christie udrinder

Til Republikanernes fjerde primærvalgsdebat kunne kandidaterne ikke slippe afsted med at tale i overskrifter, og alle blev udfordret på deres udtalelser.

Gårsdagens debat var snævret ind til Ron DeSantis, Nikki Haley, Vivek Ramaswamy og Chris Christe. Donald Trump glimrede endnu engang ved sit fravær, og dermed er Republikanernes valgkamp allerede historisk: aldrig før har den førende kandidat så konsekvent afvist at debattere.

DeSantis vokser efter hver debat

Det er næsten en skam for Ron DeSantis, at denne debat unægteligt vil overskygge for sin nylige kamp mod Gavin Newsom. DeSantis’ debat mod Newsom var nemlig en af hans bedste.

Alligevel kom Ron DeSantis godt ud af denne debat. Han tog blandt andet nogle mere folkelige emner op som unge, der ikke har råd til at eje bolig, og benzinpriser. Det klæder en mand, der ellers har gjort karriere på teoretiske diskussioner om køn og race. DeSantis angreb Nikki Haley på sin eftergivenhed over for donorer og havde overraskende godt styr på hendes tidligere udtalelser.

Ron DeSantis bliver bedre for hver debat. Med andre ord kan man se, at han vokser i takt med primærvalget.

Den eneste plet på DeSantis’ optræden var, at han vaklede i spørgsmålet om, hvorvidt Trump var i stand til at besidde præsidentembedet.

Kilde: YouTube

Nikki Haley vifter kritikken af sig

Man kunne tydeligt se, at Haley er på vej frem, da hun skulle stå på mål for flere angreb end tidligere. Hun blev både kaldt ”korrupt” og ”neokonservativ”.

Haley klarede skærene fint, men hun gjorde ikke så meget væsen af sig, som hun plejer. Hun undgik personfnidder med Vivek Ramaswamy (den tørn måtte Christie tage) og lignede mere en topkandidat end hidtil. Som konsekvens kom der ingen store øjeblikke fra hende, som vi ellers er vant til.

Da hun blev spurgt, om hun ville reagere på Ramaswamy, der kaldte hende korrupt, svarede hun blankt:

”Nej.”

Det var nok det bedste svar, hun kunne komme med. Nikki Haley var forberedt på at være debattens skydeskive og var god til at vifte kritikken af sig.

Kilde: YouTube

Vivek Ramaswamy er ved at blive desperat

Ramaswamy prøvede endnu engang at være den mest højlydte og radikale på scenen, men det gjorde ham ikke meget gavn. De andre kandidater var tydeligvis ved at blive trætte af ham.

I et forsøg på at angribe Nikki Haleys udenrigspolitik sagde han, at Haley ikke kendte navnene på de tre provinser i Ukraine, hun vil forsvare, og at hun ikke kunne finde Israel på et kort. Disse barnlige kritikker faldt ikke i god jord hos publikum.

Ramaswamys karisma og kampgejst er efterhånden ved at ligne desperation.

Denne debat viste endnu engang, at Ramaswamy fungerer godt i en debat, når der er 12 modkandidater, der kæmper om opmærksomheden, men ikke kan klare rampelyset til en firepersonersdebat.

Sidste udkald for Christie

Chris Christie kvalificerede sig til debatten i sidste øjeblik med få marginaler. Christie hænger i og leverer konsistente debatoptrædener med en klar politik. Alligevel kan ikke engang et mirakel gøre Christie til et seriøst bud på en nomineret til hverken præsident- eller vicepræsidentposten. Lige nu er Christie den, der forhindrer debatten i at blive en debat mellem tre seriøse kandidater. 

Hvis man skal sige noget om hans debatoptræden, skiftede Christie fokus fra Donald Trump og rettede sin kritik mod sine modstandere på scenen. Christie var især efter Vivek Ramaswamy og kaldte ham Amerikas mest ”obnoxious blowhard”. Christie slog senere et slag for den gode tone i debatten, og opfordrede Ramaswamy til at lade være med at gå efter Nikki Haley som person. Et sympatisk standpunkt, som ville have haft mere gennemslagskraft, hvis ikke han ellers lige havde kaldt Ramaswamy for en ”blowhard”.