Jeg sidder på bagsædet af en golfbil, der snegler sig gennem et virvar af sanseindtryk. På snorlige rækker folder en broget skare af farverige trailerhjem, campingvogne med påmonterede verandaer af mere eller mindre imponerende kunstfærdighed og andre stationære beboelsesvogne sig ud som det samlede særsyn, det er. Begge flanker af Main Street kæmper om mit bliks opmærksomhed, som flakker hid og did i plirrende takt til det påtrængende sollys, der fra en skyfri decemberhimmel pryder min trailerpark-safari gennem Camp Clearwater ved søen White Lake i North Carolina.
Dagen forinden skyllede et stormfuldt regnvejr ind over det over 1000 hektar store og imponerende, indhegnede område, der med nød og næppe holdt et tornado-varsel stangen. De tætpakkede sideveje er forvandlet til flodløb, som tvang gårsdagens sædvanlige udendørsgudstjeneste i tilflugt i et gudsforladt murstenshus. Fra sine ellers vante rammer på et frimærke ud til den smukke sø tårner et overdimensioneret kors sig op nær trailerparkens hovedindgang. Søbredden udgør helligdommens maleriske altertavle. Under mere rolige vejrforhold aftvinger stedet normalt stor gudsfrygt fra sine mange faste kirkegængere, men i går stod det goldt tilbage, ligesom det gør i dag, med tomme rækker som eneste tilhører. Det ligner mest af alt en rekvisit af et bryllupskapel i Las Vegas, tænker jeg, mens golfbilen smyger sig dybere ind i trailerjunglen.
Julen banker på døren, og de små og hyggelige front yards er dækket behørigt op til højtiden. Blandt nisser og lysdekorationer vajer patriotismen højt fra de fantasillioner af flagstænger, der skyder op som paddehatte ved hver eneste vej, jeg passerer.
Den navnkundige sydstatsgæstfrihed lever i bedste velgående herude. Den opleves med andre ord uovertruffent. Stoltheden over sin way of life, måske nok bedst af alt symboliseret ved flagbanneret ”God, Guns and Guts”, er heller ikke til at rokke ved. I Camp Clearwater står man last og brast med hinanden. Man pakker ikke tingene ind. Man står fast på sine værdier, og hvor er det egentlig ærværdigt, tænker jeg, mens golfbilen gearer ned til en parkering ved Holland Avenue, som lægger vej til det indbydende mobile home, jeg har base i den næste uges tid. Hvor der er hjerterum, er der husrum, men samtidig efterlader al den homogenitet ikke meget rum til fortolkning – især ikke når samtaleemnet sporer sig ind på politik.
Enkelte, men iøjnefaldende, budskaber som ”Take America Back” og ”He’ll Be Back” blafrer højt i vinden side om side med Stars and Stripes og Stars and Bars, hvilket dog er mere undtagelsen end reglen. Ikke desto mindre er det her Trumpland med stort T, hvis man skulle være i tvivl.
I 2016 stemte 54 procent af indbyggerne i Bladen County, som er det amt, Camp Clearwater tilhører, Donald Trump ind i Det Hvide Hus. Modkandidaten, Hillary Clinton, fik 44,6 procents vælgeropbakning. Fire år senere steg andelen af støtte i området til fire år mere med Trump til 56,5 procent. Joe Biden modtog dengang godt 42,8 procent af stemmerne. Bedømt ud fra de for nuværende enkeltstående, men markante, Trump flags, og den opsigtsvækkende mangel på samme Biden-showoff, er der alle tegn i sol og måne på, at Trump også kommer til at kunne slå cruisecontrol til i Bladen County i 2024, hvis han altså skulle gå hen og vinde sit partis nominering.
Men hvorfor er det egentlig med så stor lethed, at Trump dominerer herude, funderer jeg over, mens jeg fører min syrede trailerpark-ekskursion til notat. Realiteterne burde egentlig tale imod det, rationaliserer jeg mig frem til. Tillad mig at bruge et par linjer og et velkendt citat på at udpensle hvorfor.
Næsten en fjerdedel af amtets godt og vel 30.000 indbyggere lever under den amerikanske fattigdomsgrænse. Det er næsten dobbelt så mange som det nationale gennemsnit og delstatens eget gennemsnit, hvor Bladen County er nede og skrabe den absolutte bund som et af North Carolinas fattigste amter.
Under Joe Bidens præsidentperiode er arbejdsløsheden i amtet imidlertid næsten blevet halveret, fra hvad den i gennemsnit lå på i Trump-årene. Millioner af dollars fra lovgivning vedtaget under Biden-administrationen er blevet brugt på infrastrukturprojekter inden for blandt andet rent drikkevand, hurtigere internetforbindelser og bedre vejforhold i Bladen County. Under Trump-årene blev infrastrukturen ikke til mere end store ord og fedt flæsk. I sommeren 2022 vedtog Kongressen Bidens Inflation Reduction Act, der blandt andet går ind og reducerer de tårnhøje priser på receptpligtig medicin for visse amerikanere, herunder prisen på insulin, som 20 procent af indbyggerne i Bladen County er afhængige af. Med Trump ved roret blev problemet med de høje medicinpriser ikke til andet end valgflæsk.
”It’s the economy, stupid,” som James Carville, tidligere strateg for Bill Clinton, ville sige, og målt ud fra traditionelle økonomiske parametre (herunder inflationen, som er dalende), så går det strygende for den amerikanske økonomi. Alligevel har Carvilles rationale ingen tyngde i Bladen County, eller i tusindvis af andre amter i ”flyover America” for den sags skyld.
Som Jay Phillips – manden, jeg i sidste afsnit var ude og fyre skydevåben af med – sagde, så var det en følelse af tryghed, der afgjorde krydset ud fra Trumps navn i 2016 og en følelse af utryghed, der sneg sig ind igen efter hans valgnederlag i 2020. De fleste herude i trailerville kan ikke specifikt pege på en eneste politik under Trump-æraen, der gjorde deres liv bedre. Alligevel lever følelsen af, at tingene går den forkerte vej under Biden, og at livet og økonomien var bedre, samfundet mindre omvæltende og mere konformt under Trump, i bedste velgående.
For at forsøge at blive klogere på den følelse drager jeg derfor mod byen Lumberton i naboamtet Robeson for at tale med én, der bruger hver dag på at beskrive den.
Folkets kandidat
”Vi skriver en del om den kriminalitet og fattigdom, som lever herude, men ellers skriver vi primært om de lokale skoler, og hvordan pengene på skoleområdet forvaltes og børnene uddannes,” fortæller David Kennard mig om det potpourri af emner, han dækker fra sit skrivebord. I dagens anledning flyder det over med løse papirer, der begraver tastaturet, som ellers byder op til dans. Klokken er nemlig lidt i deadline for lokalredaktøren på ugeavisen The Bladen Journal, der rapporterer om livet, som det nu leves i Bladen County og den nærmeste omegn.
David Kennard har været vidt omkring som journalist. Som søn af Colorado tog hans journalistiske karriere først for alvor sin begyndelse i delstaten Washington. Derefter blev det til spalteplads på en række lokalsprøjter i Oregon, Californien, Utah, Ohio og South Carolina, før han landede i sædet som redaktør med base på det lille kontor i Lumberton i 2021. Med sig har han 30-års erfaring samt Pulitzer-hæder for sin journalistik.
”Altså jeg har arbejdet for både venstredrejede og højredrejede aviser, og hvis du ikke ved, hvem din læser er, så synes jeg, at du gør noget forkert,” konstaterer han nøgternt om det amerikanske medielandskab fra sin tilbagelænede position i kontorstolen.
David Kennard gør sig imidlertid ingen illusioner om, hvem hans læsere er. Det vidner aftrædelsen af hans forgænger i den grad om. Den forhenværende redaktør kom nemlig i unåde for sine kradse ord om republikanske politikker i amtet, som blev kvitteret for med dalende læsertal. Afsenderen af kritikken, Alan Wooten, har det ikke været muligt at få til citat til denne feature.
”Ytringsfriheden gælder også herude, så man kan skrive om, hvad man har lyst til, men hvis du er redaktør og skriver en leder omkring et emne, som du ved, størstedelen af læserne ikke er enige i, så er du nok ikke i det rette marked. Vi har en ret god idé om, hvem vores læsere er, så vi stiler ligesom efter dem, når vi rapporterer,” lyder det fra David Kennard.
Eksredaktøren kom blandt andet i vælten for sin dækning af en verserende lokaldebat om, hvad der er passende læsestof at inkludere på pensum for folkeskoleelever.
Debatten om læsestoffet i folkeskolen isolerer sig langt fra til nogle enkeltstående tilfælde i North Carolinas ydreområder. Da disputten om coronanedlukkede folkeskoler var på sit højeste i sommeren 2020, zoomede amerikanske forældre for alvor ind på deres børns skolegang og granskede, hvad den egentlig tog udgangspunkt i. Siden er bøger om alt lige fra kønsidentitet og seksualitet til race og religion blevet genstand for en voldsom polarisering af politisk karakter. I en lang række især konservativt ledet delstater har man som konsekvens strøget værker om det føromtalte fra folkeskolernes læselister med belæg i flyvske tolkninger af akademiske begreber som ”critical race theory”, ”whiteness theory” og ”queer theory” for bare at nævne nogle få. Angiveligt skulle disse fremme en woke liberal policy, som positionerer USA som et racistisk hvidt herredømme, der strukturelt undertrykker andre etniske- og kønsminoriteter. Med andre ord er kvintessensen i argumentet om at forkaste disse skrifter, at de tjener som en slags omvendt diskrimination mod den hvide majoritet i USA. Fra den anden side lyder modsvaret, at manøvren er hvidvasket chauvinisme.
”Jeg synes selv, jeg er ret neutral i min dækning, og i sidste ende er det det, det handler om som journalist. Jeg rapporterer om de ting, der er behov for at blive rapporteret om, om det så rammer de venstreorienterede eller de højreorienterede. Vi skriver ikke historier for at bekræfte folk i deres holdninger,” kommenterer David Kennard.
Siden har North Carolinas demokratiske guvernør, Roy Cooper, erklæret delstatens offentlige uddannelsessystem i undtagelsestilstand, efter Republikanerne, som nyder supermajority-status i delstatsparlamentet, forsøger at gennemtvinge lovgivning, der ville bandlyse skolebøger af føromtalt karakter på tværs af hele delstaten.
Republikanernes klare frontløber til præsidentembedet, Donald Trump, har hertil lovet føderal lovgivning på området, hvis han genvinder nøglerne til Det Hvide Hus.
”Der er rigtig mange Trump-tilhængere herude, og jeg er sikker på, at til det kommende valg kommer han til at vinde det hele herude,” vurderer David Kennard, der nikker genkendende til min udlægning af Trumps store følelsesmæssige tag i store dele af lokalbefolkningen, som hele miseren omkring eksredaktørens redaktionelle linje også skriver sig ind i.
”Donald Trump er folkets kandidat herude og er bannerfører for den konservative sag, som langt hen ad vejen er deres,” indrammer David Kennard, før han binder sløjfe på:
”Jeg kan sige det her med sikkerhed, at man ville have det rigtig svært, hvis man stillede op som demokrat herude. Man ville i hvert fald blive nødt til at moderere sig selv lidt og skrue ned for sin politiske ideologi.”
Med de ord på bloggen lader jeg redaktøren færdiggøre sin avis, mens jeg forlader small town America og sætter kurs mod storbyen, hvor Demokraterne omvendt nyder fremme.
USA-nyt Fortæller næste uge fra Det Demokratiske Partis hovedsæde i metropolen Raleigh om partiets kamp for at fravriste Republikanerne sit historisk solide tag om North Carolina. Efter et neglebidende resultat i 2020 står døren nemlig på klem for Demokraterne i 2024.
Læs også:
