I går tonede Republikanernes mindretalsleder i Senatet, Mitch McConnell, frem og bekendtgjorde, at der efter årets valg skal findes en arvtager til sit historisk lange partilederskab. Samtidig lod McConnell omverdenen forstå, at han helt er færdig i amerikansk politik ved udgangen af sin embedsperiode i 2026.
“Hans alder er jo ingen hemmelighed (82 år, red.), og han har også haft et par episoder det sidste års tid, hvor han simpelthen frøs,” bemærker Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, over for USA-nyt oven på gårsdagens udmelding.
“Man kan sige, at på den ene side trækker han sig ikke fra Senatet endnu, så det er et generationsskifte, vi er ude i, på samme måde som da Nancy Pelosi trak sig fra den demokratiske ledelse i Repræsentanternes Hus efter midtvejsvalget. På den måde kan han måske også få indflydelse på, hvem der nu skal tage over,” fortsætter han, der hertil peger på de såkaldte “Three Johns” som oplagte kandidater til tronskiftet:
“De (John Thune, John Cornyn og John Barrasso, red.) er alle tre konservative, men mere traditionelle republikanere som McConnell. Så vil der sikkert også være en eller anden Freedom Caucus-trumpist, der gerne vil efterfølge McConnell. Det ser han nok gerne ikke sker,” lyder det fra Niels Bjerre-Poulsen.
Kynisk magtpolitiker på godt og ondt
Mitch McConnells tid i Senatet spænder sig over en lang årrække. I 1984 blev den uddannede jurist valgt ind i Senatet for delstaten Kentucky. Siden 2007 har han været leder for sit parti, og fra 2015 til 2021 præsiderede han fermt og hårdt over det republikanske flertal i Senatet, før han måtte tage sig til takke med sin nuværende titel som mindretalsleder efter et skuffende midtvejsvalg i 2022.
For Niels Bjerre-Poulsen er der især to begivenheder ved McConnells mangeårige karriere i Senatet, der skiller sig ud som særligt signifikante for fortællingen om, hvilken dreven magtpolitiker, han i årenes løb har været.
Lad os starte med den første:
1. USA’s højesteret
“Den største politiske satsning, McConnell har lavet, og som han havde held med, var i forhold til højesteret,” begynder Niels Bjerre-Poulsen, inden han fortsætter:
“Da Antonin Scalia døde i februar 2016, og Barack Obama skulle udnævne en ny højesteretsdommer, som tilmed kunne tippe balancen i højesteret, der gjorde McConnell, der dengang var flertalsleder i Senatet, det helt uhørte, at han sagde, at man ikke ville forholde sig til nogen som helst nominering. Selv hvis det var Jesus, ville Republikanerne ikke godkende nogen. Det var et vildt sats. Obama nominerede en meget moderat og vellidt dommer i form af Merrick Garland (nuværende justitsminister i Biden-administrationen, red.), men McConnell nægtede at forholde sig til det. Republikanerne opfandt hertil en historie om, at man ikke nominerer dommere til højesteret i et valgår, fordi det skal vælgerne ligesom bestemme ved at afgive deres stemme først. Til de flestes overraskelse endte Donald Trump jo med at vinde valget, og han nominerede så en meget konservativ dommer, Neil Gorsuch.”
“Da højesteretsdommeren Ruth Bader Ginsberg så døde op til valget i 2020, der vendte McConnell på en tallerken ved at godkende Trumps dommerkandidat, Amy Coney Barrett, kort tid før valget. Han gjorde nærmest nar med, at folk havde hoppet på hans tænkning tilbage i 2016. Netto endte det med, at Trump fik udnævnt tre højesteretsdommere, som totalt vendte op og ned på det hele, som blandt andet ses ved Dobbs-beslutningen, der fjernede den føderale ret til abort, og det er på godt og ondt McConnells fortjeneste,” tilføjer Niels Bjerre-Poulsen og sætter dermed krølle på sit første eksempel på magtmennesket McConnell, inden han sporer sig ind på sit andet.
2. Trumps anden rigsretssag
“Den anden ting er den anden rigsretssag mod Trump, hvor McConnell indledningsvist fordømte ham for sine handlinger i forbindelse med stormløbet på Kongressen den 6. januar 2021,” lyder det fra Niels Bjerre-Poulsen, før han kridter banen op:
“McConnell lod hertil forstå ifølge to rådgivere, at Demokraterne nok skulle tage sig af ”that son of a bitch” i forhold til en rigsret. Men det endte så med, at McConnell alligevel sagde, at man ikke kunne nå en rigsretssag før den 20. januar, hvor Trump ikke længere ville være præsident, så det spørgsmål kom i stedet til at hænge på Demokraterne, der i mellemtiden havde fået flertal i Senatet.”
“Man kan sige, at i de mellemliggende uger havde republikanere ligesom også opdaget, at der var millioner, der stadig holdt med Trump, så republikansk støtte til en rigsretssag mod Trump forsvandt lige så stille, og i sidste ende var det kun syv af dem, der stemte for en rigsretssag mod ham. McConnell stemte imod med et argument om, at rigsretssager kun kan gøre sig gældende over for siddende præsidenter. Når man tænker på det nu, så skulle han nok have holdt fast og sørget for, at den rigsretssag kunne blive gennemført, så der svigtede McConnell klart,” konkluderer Niels-Bjerre Poulsen.
McConnell versus Trump
Reaktionerne har været mange oven på McConnells udmelding om et snarligt exit fra magtens tinde.
“Biden har for eksempel givet ham pæne ord med på vejen,” fortæller Niels Bjerre-Poulsen og tilføjer:
“De to arbejdede også tæt sammen i Senatet, da Biden var vicepræsident. Politisk har de to været meget uenige, men alligevel har de fået tingene til at fungere, også med Biden som præsident i forhold til infrastruktur og Ukraine.”
Omvendt skal McConnell nok ikke forvente at få særligt mange rosende ord med på vejen af Donald Trump, som han angiveligt ikke har talt med i flere år. Den tidligere præsident har tilmed døbt McConnell en “broken old crow” og konen, Elaine Chao (transportminister i Trump-administrationen, red.), “Coco Chow”, efter stridsøksen mellem Trump og McConnell-parret blev gravet frem som følge af begivenhederne omkring stormløbet på Kongressen.
Senest har især Mitch McConnells internationalistiske position, navnlig hvad angår fortsat amerikansk støtte til Ukraine, haft trange kår over for Trumps indædte populisme, som vinder stadig mere indpas hos Det Republikanske Parti.
“Jeg så, at Hakeem Jeffries (mindretalsleder for Demokraterne i Repræsentanternes Hus, red.) havde den optimistiske udlægning af sagen, at nu hvor McConnell ikke længere skal være mindretalsleder, så kunne han for alvor kaste sig ind i kampen om at sikre støtte til Ukraine. Om det mere er et tegn på resignation a la Mitt Romney, altså en erkendelse af, at nu har trumpismen taget fuldt over, tror jeg ikke på. Jeg tror som nævnt, at McConnell nu vil arbejde for, at det ikke er én fra Freedom Caucus-fløjen, der tager over for sig, men tværtimod én, der har været tæt på hans egen linje. Republikanerne må jo også se frem mod det arbejde, det bliver at genrejse partiet, hvis Trump taber valget, hvilket jeg ikke vil spå om. Ikke desto mindre kommer der ligesom en dag efter Trump, kan man sige,” kommenterer Niels-Bjerre Poulsen, der dog gerne vil spå om, hvordan McConnells eftermæle samlet set kommer til at være, når han endeligt trækker sig tilbage.
“Hvis man ser bort fra partifarver, så har han som politisk håndværker været for Senatet, hvad Pelosi var for Huset, altså virkelig dygtig til at tælle stemmer og vide, hvornår man skulle gøre hvad, hvilket også er derfor, han har været leder i så mange år. Og så er han et levende bevis på, at man nødvendigvis ikke behøver at være karismatisk for at være dygtig. Han er en utrolig dygtig politisk håndværker, der har været ret kynisk, når det gjaldt, men alligevel også en regulær politiker, som Demokraterne på afgørende tidspunkter kunne samarbejde med.”
