USA’s demokratiske vicepræsident Kamala Harris er rasende.
Hun tordner. Hun pruster. Raseriet står ud af hende.
Fire år med Donald Trump på magten har sat sine tydelige og historiske spor i den amerikanske abortkrig, hvor han udfordrede Demokraternes kernepolitik med en slagkraft, der den 22. januar i år sendte nationens vicepræsident på aborttur i alle landets 50 delstater for at promovere emnet som ét af de helt store valgkampstemaer. Datoen var ej heller tilfældig. Det var 51 år efter højesteretsdommen Roe v. Wade, som sikrede national ret til fri abort.
Abort er blevet et symbol på et emne, der i årtier har delt det amerikanske folk i en heftig, dybt polariseret og splittet debat, der måske snarere kan betegnes som en krig. Og i et splittet USA kan en så betændt og følsom debat nemt danne grundlag for yderligere polarisering, for når de to fløje, pro-life- og pro-choice-bevægelserne, krydser klinger, er det – ofte – uden den store forståelse for hinandens holdninger.
Især de talrige kristne kræfter i det amerikanske samfund er fundamentet bag den store bevægelse for abortmodstand, men de rummer ej heller hele bevægelsen. I sommeren 2022 slog den amerikanske højesteret med det konservative flertal hammeren i foreløbig skakmat, da den tilbagerullede Roe, og omlagde de nationale abortrettigheder til de respektive delstaters egen selvbestemmelse.
Aborttemaet har længe været et emne diskuteret blandet de største aktører i amerikansk politik, og særligt Biden-administrationen har sat sit i spidsen som bannerførere for bevægelsen af aborttilhængere, mens Republikanerne pure har afvist.
Roe versus Wade
Men for at forstå nutidens forhold, må man fordybe sig i fortidens virke.
Den 22. januar 1973 gav et flertal på 7-2 af højesterets dommerstab i Washington, D.C. den louisianske Norma McCorvey, der gik under pseudonymet Jane Roe, medhold i, at Texas’ abortforbud var forfatningsstridigt. Højesteret mente, at forfatningen havde skabt en privat sfære, hvor staten havde begrænsninger for, hvor meget den kunne bestemme over individers liv.
På papiret cementerede dommen en stadfæstet ret til abort for kvinder i USA, der gjaldt op til 22. eller 24. uge af graviditeten, hvorefter magten til bestemmelse om resten lå i delstaternes hænder.
Da dommen blev stadfæstet i 1973, var det meget op til de enkelte politikere at definere deres egen holdning til abortspørgsmålet, hvorimod det i dag afhænger af fløj- og partipolitisk part.
Som republikaner i USA er det i dag nogenlunde lige så normalt at være imod abort, som det er at ønske skattelettelser og mindre stat som borgerlig i Danmark. Derfor var Roe’ linjer også kontroversielle i de 49 år, de var nedfældet i den amerikanske forfatning. For det blev netop ikke til mere end de 49 år.
I september 2020 blev den kvindelige jurist, Amy Coney Barrett, nomineret som ny højesteretsdommer af den daværende præsident Donald Trump, hvilket gav et yderligere og stærkere konservativt mandat til USA’s dømmende magt.
Et mandat, der blev så stærkt, at det blev grundlag for ét af de mest skelsættende øjeblikke i USA’s historie. Blot ét år fra sin 50-års fødselsdag blev Roe den 24. juni 2022 tilbagerullet af det konservative flertal i højesteret. Det blev endnu en tilføjelse til historiebøgerne om paradigmeskifter i nationens højeste, retslige instans.
Herfra blev det op til de respektive delstater at beslutte abortreglerne inden for egne arealer. Siden har det betydet, at regeringerne i flere republikansk-styrede delstater som for eksempel Florida og Iowa har forsøgt at nedsætte grænsen fra henholdsvis 15 og 20 uger til blot seks uger.
Profilerede guvernører udnyttede afgørelsen – andre gjorde ikke
I featuren her tager vi udgangspunkt i Florida og Iowas abortstramninger, men andre eksempler fra for eksempel Missouri, Texas, Montana og andre republikansk-styrede stater kunne også indgå i samme fortælling. Dog er der sket lidt i de fleste delstater siden omstødelsen, og flere benævnte har også været ramt af midtvejsvalg, der har rykket rundt på brikkerne i det politiske landskab. Sådanne forhold kan også ramme Florida og Iowa, men her er situationerne lidt mere simple.
Derfor vælger vi specifikt at gå i dybden med Florida og Iowa, selvom adskillige sydøstlige delstaters guvernører og delstatskongresser også nød godt af dommen fra hovedstaden. Begge delstaters – Floridas og Iowas – nye lovgivning demonstrerede nemlig også, hvordan republikanske højborges vælgere så sig utilfredse med abortstramningerne.
I Florida var det guvernøren og den nu tidligere præsidentkandidat, republikaneren Ron DeSantis, der for godt et år siden underskrev et dekret, som på papiret sænkede abortgrænsen fra 15 uger til blot seks uger. Loven er i skrivende stund endnu ikke godkendt af delstatshøjesteret i Florida, hvorfor det endnu kan gå begge veje, selvom fem ud af syv dommere i juryen er udpeget af DeSantis selv. De resterende to er udpeget af den tidligere (også republikanske) guvernør, Charlie Crist.
Dette betyder dog ikke, at guvernørens (dengang) nye abortstandarder blev modtaget med kyshånd fra The Floridians. Faktisk kan det siges at være ét af de mindre populære resultater i hans anden embedsperiode. Den dårlige og usikre stemning kunne meget vel også have fundet vej til DeSantis’ kontor i Tallahassee, hvor der hverken blev afholdt pressekonference eller præsentation af den nye lov. Faktisk blev pressemeddelelsen publiceret tæt på midnat amerikansk tid, og derfra lod guvernøren blot reaktionerne passere uden selv at kommentere på sagen.
Ron DeSantis er ellers kendt som guvernøren fra The Free State of Florida, der stiller op til stort mediefremmøde flankeret af rygdækkende tilhængere ved sin side, når nye, store politiske resultater skal promoveres til offentligheden.
Under efterårets præsidentkandidatdebatter i Det Republikanske Parti, hvor DeSantis slog klinger med sine rivaler (minus Trump), havde Ron DeSantis svært ved selv at tale om sin abortpolitik, og abonnerede i stedet på Tim Scotts og Nikki Haleys snak om ’’værdien af at være pro-life’’.
I sommer uddelte Ron DeSantis også roser til sin parti- og guvernørkollega i landbrugsstaten Iowa, kvinden Kim Reynolds, der underskrev selvsamme lov i sin delstat.
For Kim Reynolds blev glæden dog kort, da delstatshøjesteret hurtigt slog ned på den nye lov, ligesom Floridas øverste instans ej heller har truffet en endelig beslutning.
I efteråret annoncerede Kim Reynolds en officiel støtteerklæring, et såkaldt endorsement, til sin kollega fra Floridas præsidentkampagne, hvilket naturligvis affødte en kold og kynisk reaktion fra partiets helt store kongemager, ekspræsident Donald Trump.
Det var dog ikke kun varme reaktioner, der mødte omstødelsen af Roe den junidag i 2022. På vestkysten blev den mødt med en kold skulder af de tre demokratisk-ledede delstater, Washington, Oregon og Californien.
Det var Californiens guvernør, Gavin Newsom, der var frontfigur i kampagnen for abortrettigheder i de tre delstater. En guvernør, der også anses for at være en løsning for Det Demokratiske Parti, hvis præsident Joe Biden i 11. time ikke agter at genopstille til præsidentvalget alligevel.
Kvindens ret til egen krop eller retten til at leve?
Hvordan opfattes abortkampen egentlig blandt de aktører, der ofte begiver sig ud i den? For at forstå det spørgsmål spurgte jeg de to danske organisationer, Retten til Liv og Sex & Samfund, ind til deres syn på sagen. Organisationerne repræsenterer nemlig de to modstående holdninger til abortspørgsmålet, der trækker fronterne så skarpt op i USA.
“Selvom kvinden har gjort noget, som kan føre til et liv, så betyder det stadig ikke, at hun har retten til at slå det liv ihjel.”
Tobias Dahl, medlem af Retten til Liv
Tobias Dahl er katolik og medlem af Retten til Liv, der også bærer på kristne værdier. Da jeg fanger ham over telefonen, er det en rolig mand med velovervejede holdninger, jeg får i røret.
“Vi (Retten til Liv, red.) kæmper for retten til alt liv, så det vil sige, at vi også kæmper for retten til det ufødte fosters liv,” indleder Tobias Dahl, der i sin næste sætning – med lidt tøven – konstaterer, at abort med “et lidt hårdt ord, er et drab på fosteret.”
Han medgiver, at abortmodstanden både kan bygges på religiøse argumenter såvel som filosofiske og biologiske argumenter, hvor Retten til Liv, der som nævnt er bygget på kristne værdier, dog har valgt det sidste som årsagsargument.
“Det kan både være religiøse argumenter, men det kan også være verdslige argumenter. Retten til Liv har så valgt at have biologiske og verdslige argumenter for det,” siger Tobias Dahl og tilføjer:
“Jeg ved, at der også er medlemmer af Retten til Liv, som ikke nødvendigvis er kristne, men som støtter Retten til Livs mission. Så det er muligt. Helt klart.”
Mange aborttilhængere vil nok se på kvindens ret. Kan I se jer til enighed i noget af det?
“Blandt nogle af dem, der er pro-life, kan de have en tendens til kun at se på barnet, men Retten til Liv ser på helheden. Så det er både kvindens ret til egen krop og barnets ret til liv – altså fosterets ret til at leve. Man mener bare ikke, at kvindens ret til at leve – hvordan man nu end definerer det – skal overtrumfe barnets ret til at leve. Det er den essentielle pointe.”
“Jeg kan godt forstå, hvis en kvinde føler, at det hun har gjort og med de konsekvenser, der kan være i det, at de er større, end hvad hun lige havde regnet med, og at hun ikke rigtigt ved, hvordan hun skal håndtere det,” fortsætter Tobias Dahl og understreger, at det er hans egen holdning.
“Men jeg vil stadig mene, at selvom kvinden har gjort noget, som kan føre til et liv, så betyder det stadig ikke, at hun har retten til at slå det liv ihjel. Jeg mener stadigvæk, at livet har retten til at leve,” pointerer Tobias Dahl.
“Det er kvinden, der har den bedste indsigt i, om hun er i stand til eller ønsker at gennemføre en graviditet, eller om hun ønsker en abort.”
Maria Lindhardt, politisk chef hos Sex & Samfund
Maria Lindhardt, der er politisk chef hos Sex & Samfund, ser markant anderledes på tingene. Hun og organisationen ser abort i lyset af, at det er en grundlæggende menneskeret at kunne bestemme over sin egen krop, skriver hun i et skriftligt svar til mig og fremhæver, at Sex & Samfund ønsker at hæve den danske abortgrænse fra 12. til minimum 18. graviditetsuge.
“Oprindeligt var abortmodstanden primært begrænset til konservative kristne grupper, men den har udvidet sin rækkevidde og strategier over de seneste 5 til 10 år. Abortmodstanden har traditionelt rødder i den katolske kirke, men har senere bevæget sig ind i evangelistkredse og derefter i protestantismen og ortodoksien. I dag er modstanden også udvidet fra religion til politiske højrefløjspartier,” skriver Maria Lindhardt.
Kan I forstå nogle af de argumenter og begrundelser, der kommer fra amerikanske abortmodstandere?
“Nej. For os handler det helt grundlæggende om, at det er kvinden selv, der er den rigtige til at træffe beslutningen om sit eget liv – og ikke staten. Det er kvinden, der har den bedste indsigt i, om hun er i stand til eller ønsker at gennemføre en graviditet, eller om hun ønsker en abort,” lyder det fra Maria Lindhardt, inden hun pointerer:
“Men det betyder ikke, at vi ikke skal lytte til hinanden og vise respekt for hinandens synspunkter. Det er vi heldigvis gode til her i Danmark – det har de til gengæld ikke været gode til i USA, hvor linjerne er trukket meget, meget hårdt op.”
Læs også:
