Alene i december 2023 krydsede tæt på 250.000 immigranter grænsen mellem Mexico og USA. Tallet for hele 2023 er 3,2 millioner ifølge amerikanske grænsemyndigheder, og det tal ventes i år at stige yderligere til 3,3 millioner. Begge tal er rekordhøje. Immigranterne kommer primært fra Mexico og andre lande i Mellem- og Sydamerika, og størstedelen af dem kom illegalt til USA.
Til sammenligning kom 222.000 immigranter til Europa under flygtningekrisen i oktober 2015, der vendte totalt op og ned på europæisk politik.
Dette ekstraordinære antal immigrantankomster til USA er en del af en længerevarende krise ved den amerikansk-mexicanske grænse, der har drænet ressourcer i byer tæt på grænsen, efterladt asylansøgere i et politisk limbo og ikke mindst skabt en politisk sårbarhed for Joe Biden, når det kommer til at opnå genvalg ved årets præsidentvalg.
Grænsekrisen er selvsagt en kæmpe hovedpine for Biden. I takt med at immigrationsproblemerne stiger, kommer immigration højere og højere op på listen af dagsordener, der er afgørende for vælgerne. Mens Republikanerne entydigt kan love hård immigrationspolitik, er Biden imidlertid for afhængig af minoritetsvælgere og sit eget partis venstrefløj til at være ligeså klar i mælet som eksempelvis Donald Trump.
Hvis immigration ender med at blive det altafgørende tema i årets præsidentvalg – hvilket meget tyder på ifølge flere målinger – kan det koste Joe Biden sin præsidentpost.
Den amerikanske grænsekontrol har som resultat af dette færre ressourcer, og en asylsag kan tage flere år at behandle. Indtil asylansøgere får behandlet deres sag, kan de stort set frit opholde sig i USA (godt 38.000 immigranter sidder dog lige nu isoleret i såkaldte arresthuse, mens de venter på at få deres sager om amerikansk ophold behandlet). Derfor ser mange byer tæt på grænsen, navnlig i staterne Texas, New Mexico, Arizona og Californien, store mængder af immigranter på gaden.
Bevæggrunden for disse immigranter skyldes især en ”push and pull”-faktor med stigende kriminalitet og politisk ustabilitet i lande i Mellem- og Sydamerika samtidig med, at USA tilbyder en god økonomi samt flere jobmuligheder.
Internationale konsekvenser
Den politiske strid omkring amerikansk grænsekontrol har allerede fået internationale konsekvenser. I det seneste eksempel fra februar ville Kongressen ikke godkende Joe Bidens forsøg på at sende en økonomisk hjælpepakke til blandt andre Ukraine, da præsidenten ikke på samme tid ville danse efter det republikanske flertals pibe dikteret af Trump i forhold til at reformere grænsekontrollen i USA. En misere der i høj grad også fortæller noget om, hvorfor for eksempel de føderale budgetter har været så fodslæbende og ikke mindst kostet politiske karrierer at få forhandlet på plads i indeværende amerikansk budgetår.
På den måde er spørgsmålet om europæisk sikkerhed i lyset af Ruslands krig i Ukraine på mange måder endt med at blive bundet op på en indenrigspolitisk kamp om amerikansk immigrationspolitik.
Immigration flytter vælgere
Den nuværende administrations immigrationsudfordringer er på nuværende tidspunkt Republikanernes største es i ærmet. Indvandrerpolitik har historisk været effektivt til at flytte vælgere fra venstre mod højre.
Normalt er amerikanere delt op i to på værdispørgsmål. Du kan enten være for abort eller imod abort. Våbentilhænger eller våbenmodstander. Her er vælgere som regel låst fast i sine positioner, og man ved, hvor de sætter deres kryds på forhånd.
Immigration er ét af de punkter, hvor vælgere rent faktisk kan rykkes fra venstre mod højre.
Guvernører fra sydlige stater, mest nævneværdigt Ron DeSantis fra Florida og Greg Abbott fra Texas, har på det seneste fragtet immigrantgrupper til nordøstlige storbyer som New York City, Chicago og Washington, D.C.
I Texas har man tilmed indført en omdiskuteret lov (hvis lovmæssige gyldighed på nuværende tidspunkt udkæmpes om i domstolene), der giver delstatsmyndigheder arrestationsbeføjelser, når det kommer til mennesker, man mistænker for potentiel illegal immigration.
Alt dette har medvirket til, at de ellers så liberale storbyboeres øjne er blevet åbnet op for landets massive udfordringer med immigration. Newyorkere viser sig for eksempel ikke at være mere imponeret over regeringens håndtering, end dem der bor tæt på grænsen.
Trumps ansvar
Joe Bidens humanistiske retorik på området har fået hans modstandere til at male et billede af Biden som en ”migrant-magnet”. Det er også rigtigt, at valget af Biden i 2020 sendte et signal om, at alle nu var velkomne i USA.
Men det er for nemt at pålægge den nuværende regering hele ansvaret. Donald Trump leverede nemlig ikke på mange af sine løfter på indvandrerpolitikken. Den manglende grænsemur er det mest åbenlyse eksempel på det.
Trumps præsidentperiode så også en massiv tilstrømning af immigranter, og det var også svært for hans regering at få styr på grænsen.
Hvis man skal se tilbage på en præsident, der har ført en hård immigrationspolitik, finder man overraskende nok Barack Obama. Med over én million deporteringer ifølge The Hill i sine første tre år er Obama den præsident i historien, som har foretaget flest deporteringer. Det gav ham tilmed tilnavnet ”deporter-in-chief”. Tilnavnet var ment som en kritik, men ironisk nok ville mange af Demokraternes nuværende modstandere bære et sådant image med stolthed.
Grunden til, at det var muligt i Obamas præsidentperiode, kan skyldes, at immigrationsområdet ikke var nær så politiseret, som det er nu. Dengang var det mere eller mindre muligt at skabe flerpartisk støtte til immigrationsstramninger. I dag vil enhver stramning ses som et nederlag for Biden-regeringen, da Republikanerne har gjort det til deres sag.
Dansk fortilfælde
Det er ikke et nyt fænomen, at immigrationspolitik kan flytte vælgere fra venstre til højre. Europæiske lande oplevede samme udvikling helt tilbage i slut-90’erne, da højrefløjspartier som Dansk Folkeparti (DF) begynde at få medvind.
I Danmark så man de ellers så velfærdsglade danskere fra for eksempel Socialdemokratiet rykke mere og mere mod højre med indvandrerpolitik som bevæggrund.
Som resultat overtog Venstre og De Konservative regeringskontorerne med støtte fra DF i 10 år, og igen i 2015-2019 med DF tilmed som folketingets næststørste parti.
Her var det ikke et nyt ønske om borgerlig økonomisk politik, men en følelse af, at højrefløjen havde nogle løsninger på udlændingeområdet, som venstrefløjen ikke kunne levere.
I virkeligheden kommer USA bagefter på dette punkt, da amerikanerne ikke har haft et egentligt indvandrervalg før 2016, og måske bliver 2024 det andet.
Hvis Danmark danner fortilfælde for det, der sker i USA nu, ser det imidlertid ikke godt ud for den nuværende regering.
Læs også:
