De fleste USA-kendere troede, at de her til morgen skulle vågne op til nyheden om, at Donald Trump i nat havde annonceret og promoveret sin vicepræsidentkandidat. I stedet vågnede verden op til et nyt, mørkt kapitel i amerikansk historie med nyheden om, at den tidligere amerikanske præsident og nuværende præsidentkandidat blev udsat for et attentatforsøg.
Under et vælgermøde ved byen Butler i svingstaten Pennsylvania blev Donald Trump ramt af en kugle i øret, da han holdt tale for sit publikum. Ifølge en lang række amerikanske og internationale medier er der tale om den 20-årige Thomas Matthew Crooks, der ifølge CNN skulle have affyret skud fra taget af en bygning tæt på Trump-eventet.
Han blev efterfølgende skudt og dræbt af politiet, ligesom yderligere én deltager ved eventet blev dræbt. Det er det første attentat siden mordforsøget på Ronald Reagan i 1981. Tidligere i historien er blandt andre John F. Kennedy blevet skudt og dræbt i 1963.
Reaktionerne vælter ind
Det har i morgen- og formiddagstimerne væltet ind med reaktioner fra hele verden. Værst af alle kommer fra amerikansk politik, hvor ydergående republikanere mener, at Joe Biden og sine folk står bag, ligesom ydergående demokrater postulerer, at Republikanerne og Trump selv har orkestreret angrebet.
Fra internationalt perspektiv har NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, Italiens konservative premierminister Georgia Meloni, Storbritanniens nye premierminister Keir Starmer og vigtigst af alt Joe Biden reageret på nattens grusomme nyheder. Derudover har en lang række kommentatorer og analytikere også vurderet sagen, der kan – og vil – få store konsekvenser for USA. Især for præsidentvalget.
Hvordan kunne det ske?
Spørgsmålet er stort. Donald Trumps vælgermøder plejer at være besøgt af Trumps støtter, og chancerne for uroligheder er ofte minimale. Faktisk fungerer Trumps vælgermøder – på amerikansk: rallies – som en slags fanforsamling, hvor man kommer og oplever sit store idol og hans nærmeste allierede.
Donald Trump er døgnet rundt beskyttet af Secret Service, der er en slags sikkerhedstjeneste af topagenter, hvis eneste opgave er at være livvagter for amerikanske ekspræsidenter, officielle præsidentkandidater og naturligvis siddende præsidenter.
Vi forventer at blive klogere i de kommende timer og dage, når FBI får undersøgt sagen til bunds.
Hvad så nu?
Livet går relativt hurtigt videre for Trump og Det Republikanske Parti, der har årskonvent i Milwaukee, Wisconsin i den kommende uge, fra mandag d. 15. juli til torsdag d. 18. juli. Her skal Trump officielt krones som partiets præsidentkandidat, hvortil han også (stærkt) forventes at løfte sløret for sin vicepræsidentkandidat.
Derudover er der naturligvis også det politiske spil, hvor nogle mener, at Trump allerede har vundet valget ved hjælp af sympatistemmer. Det politiske USA kører nu på fuldt blus frem mod et valg, der betegnes som det største og vigtigste i historien. Aldrig før har amerikanerne været så splittet om politik og religion, og med så stor ufred i verden, hvad angår krig og katastrofer, kommer amerikanernes valg til at påvirke verdenssamfundet i stor stil.
Støt USA-nyt: