IndyCar rammer Milwaukee i den sidste ovaldyst

Den amerikanske motorsportsserie NTT IndyCar Series rammer sæsonens sidste ovalbaneløb i denne weekend. Johan Knudsen Moestrup klæder dig på til ræset, der har dansk islæt.

Som tidligere beskrevet her på USA-nyt har den amerikanske formelklasse, motorsportsserien NTT IndyCar Series, dansk islæt i form af Christian Rasmussen og Christian Lundgaard, der tørner ud for henholdsvis Ed Carpenter Racing og Rahal Letterman Lanigan Racing.

I denne weekend rammer IndyCar-feltet sæsonens sidste ovalbaneløb, der også bliver sæsonens tredjesidste løb, når Milwaukee Mile er på programmet. Det er seriens første besøg på ovalbanen siden 2015.

Tæt mesterskabskamp i vente

IndyCar er USA’s svar på Formel 1, og selvom serien minder meget om den europæiske formelserie, er der flere parametre til forskel på de to serier. Blandt andet uforudsigeligheden og kampene om podieplaceringerne.

Den forsvarende, spanske mester fra Chip Ganassi Racing, Álex Palou, ligger i front med 484 point efterfulgt af Team Penskes Will Power og Andretti Autosports Colton Herta. De tre tenorer er de eneste i serien, der kan mønstre mere end 400 point. Christian Lundgaard ligger på mesterskabets 12. plads i smørehullet mellem Felix Rosenqvist og førsteårs-køreren Marcus Armstrong.

Dansk belønning

Selvom dette år for Christian Rasmussen er den første sæson i IndyCar, så har præstationerne været så stærke, at han nu skal køre sæsonens sidste tre løb. Egentlig er Rasmussen road- og streetcourse-kører – det vil sige, at han kun kører på de ’’normale’’ racerbaner samt bybaneløbene, og ikke ovalbaneløbene – men efter en stærk sæson har Rasmussen nu fået lov at køre med i denne weekend.

Viaplay Sport har rettighederne til IndyCar i Danmark.

Weekendens program

Fredag d. 30. august

  • 22:30 – Fri træning 1

Lørdag d. 31. august

  • 20:15 – Kvalifikation (til begge løb)
  • 23:40 – Løb 1

Søndag d. 1. september

  • 20:30 – Løb 2

Støt USA-nyt: