Er USA korrupt?

Bidrager skandalesager i den politiske elite til et billede af USA som et korrupt land? Det giver en ekspert et svar på her.

Transparency International har løftet sløret for deres årlige rangering på sit korruptionsindeks. På en førsteplads ligger den enfoldige danske nation, der under corona-nedlukninger fulgte ordrer uden nærmest at stille spørgsmål. USA, derimod, ligger begravet under Uruguay, Barbados og Seychellerne på en 24. plads.

Placeringen er forholdsvis retvisende, mener professor ved Statskundskab ved Aarhus Universitet Svend-Erik Skaaning, der til USA-nyt forklarer:

”Datagrundlaget indfanger forskellige typer af korruption, såsom dagligdagskorruption opfattet/oplevet af borgerne, korruption mellem private virksomheder, korruption på lokalt plan og endelig korruption i den politiske og administrative elite.”

Skandalesagers virkning

Sager med højt profilerede embedsmænd har i den seneste tid skabt røre. Især sagen om Clarence Thomas, der er højesteretsdommer. Han har igennem en længere årrække modtaget luksusferier fra en republikansk megadonor. Selvom Thomas blev udnævnt af den republikanske præsident, George H. W. Bush, og selv identificerer sig med partiet, er det alligevel dybt bekymrende, at velhavende individer potentielt kan influere nogle af de mest højtstående personer i USA.

Sanktioner er der imidlertid ikke blevet udøvet for den tvivlsomme opførsel fra Thomas, hvilket stemmer overens med Transparency’ kriterium om embedsmænds benyttelse af offentlig embede for privat gevinst, uden der falder konsekvenser. Ligeledes gjorde Donald Trump sig uheldigt bemærket, da han i 2017 nepotistisk udnævnte sin datter og svigersøn til rådgivere for sig i Det Hvide Hus.

Ud fra Svend-Erik Skaanings overbevisning vil skandalesager som disse, afhængig af sagens karakter, dog typisk skærpe vurderingen.

”Skandalesager vil typisk få vurderingen af korruption til at stige, men det afhænger naturligvis af sagens karakter, som hvorvidt der også var tilsvarende skandalesager i tidligere år,” siger han.

Skaaning påpeger desuden, at det er svært at spå om, om sager som disse har så stor indflydelse på USA’s endelige placering.

”En stor del af indikatorerne, som Transparency International anvender, er baseret på vurderinger fra eksperter, forretningsfolk og almindelige borgere. Der vil sandsynligvis være en tendens til, at politiske modstandere anskuer det som korruption, mens tilhængere ikke gør (det indfanges med fagbegrebet partisan bias). Samlet set vil det sandsynligvis øge vurderingen af korruptionsniveauet en lille smule. Der er dog nok i højere grad tale om nepotisme frem for egentlig korruption,” lyder det.

Hvad man kan udlede af den amerikanske 24. plads på Transparency Internationals rangering er, at USA fortsat ikke er et land, der udviser lige så stort eftersyn med sine politiske eliter. Godt nok ikke på et dybt alarmerende niveau, men spørgsmålstegn kan der alligevel stilles.