Er The Long Island Serial Killer endelig blevet pågrebet?

I årevis har politiet ledt efter gerningsmanden til de 11 personer, hvis ligdele man fandt spredt ud over en Long Island-kyststrækning.

Beboerne i Gilgo Beach-området på Long Island i delstaten New York blev på få måneder i 2010 og 2011 rystet i deres grundvolde.

I juni 2010 var politiet i færd med at efterforske forsvindingen af den 24-årige sexarbejder Shannan Gilbert, som sidst blev set løbe fra hus til hus i panisk forfatning i et villakvarter i området i maj, efter angiveligt at have flygtet fra en kunde. Det sidste livstegn var et over 20 minutter langt opkald til 911 om hjælp, hvor hun hverken kunne sanse eller samle.

“De prøver at slå mig ihjel,” fik Shannan Gilbert fremstammet, før hun forsvandt sporløst ud i natten.

Politiets eftersøgning satte ikke frugt, men seks måneder senere tog man sagen op igen og opdagede ligdelene af fire kvinder langs South Shore-kyststrækningen ud til Atlanterhavet. De lå spredt i høj vegetation inden for en radius af 150 meter fra hinanden.

Senere i 2011 fandt man yderligere jordiske rester af fire kvinder, en mand samt et barn i området nær Gilgo Beach. Politiet anslog efter retsmedicinske undersøgelser, at personerne dødede mellem 1996 og 2011. To af personerne, begge kvinder, har politiet ikke kunne identificere.

Ligene af de fire kvinder, man fandt i 2010, blev hurtigt døbt “The Gilgo Four”, og kendetegnende for de fleste af de kvinder, politiet fandt, er, at de optrådte på internetsiden Craigslist som sexarbejdere.

Shannan Gilbert, som først fik lavinen til at rulle, fandt politiet senere liget af i slutningen af 2011 i en marsk omtrent en kilometer fra det villakvarter, hun havde foretaget sit nødkald fra. Hendes dødsårsag er fortsat bestridt af myndighederne.

Efter opdagelsen af de i alt 11 lig i Gilgo Beach spekulerede pressen hurtigt i en seriemorders værk. The Long Island Serial Killer var hermed født.

I snart 13 år har mordsagerne været uopklarede, men nu har politiet endelig pågrebet den person, de mener er The Long Island Serial Killer.

Kilde: YouTube

Hånede angiveligt de efterladte

I sommer blev den 59-årige Rex Heuermann nemlig anholdt i midtown Manhattan og sigtet for mordet på tre af “The Gilgo Four” – Amber Costello, Megan Waterman og Melissa Barthelemy – samt mistænkt for mordet på den fjerde, Maureen Brainard-Barnes.

Kilde: YouTube

I forbindelse med anholdelsen udtalte politiet ifølge The Daily Mail blandt andet om sin efterforskning, at Heuermanns bil, en Chevrolet Avalanche-pickup truck, først var blevet kædet sammen med et af mordene ved hjælp fra et vidnetip. Senere matchede man dna-spor fra en pizzabakke, Heuermann havde smidt ud i en skraldespand foran sin arbejdsplads, med spor af hårrester fundet på det materiale, et af ofrene var pakket ind i.

Derudover har politiet også opsnappet internetsøgninger på mordofrene, deres familiemedlemmer og politiets efterforskning samt fundet beviser for, at Heuermann skulle have været i telefonisk kontakt med mindst tre af ofrene samt ringet til ofrenes familiemedlemmer for angiveligt at håne dem og deres efterladte.

“Almindelig fyr”

Efter anholdelsen er flere informationer om, hvem Rex Heuermann egentlig er, kommet frem.

Den 59-årige arbejder som arkitekt på Manhattan og bor til daglig i Massapequa Park, en lille by på Long Island nær Gilgo Beach, sammen med sin kone og to børn. Af naboer beskrives Heuermann som en “almindelig fyr, der pendler til arbejde og havde børn i den lokale skole.”

Politiet har slået fast, at konen, der på baggrund af Heuermanns anholdelse ifølge CBS News har søgt om skilsmisse, og hans to børn var udenbys på de tidspunkter, drabene angiveligt skulle have fundet sted.

Kerri Rawson, datteren til seriemorderen Dennis Rader (bedre kendt som BTK), har vist støtte til Heuermanns familie oven på dennes anholdelse. Kilde: X

Mens Rex Heuermann nægter sig skyldig, efterforsker myndighederne imidlertid, om den 59-årige Long Island-arkitekt kan være involveret i flere af de uopklarede drabssager fra øen.

“Mens anklagemyndigheden har besluttet at fokusere på ham frem for at forfølge stærkere og mere signifikante spor, ser vi frem til at forsvare ham i retten over for et fair og upartisk nævningeting,” har det ifølge mediet The Independent lydt fra Heuermanns forsvarsadvokater frem mod næste retsmøde i sagen den 15. november.

Ifølge FBI defineres en seriemorder som en person, der har slået to eller flere personer ulovligt ihjel på forskellige tidspunkter. Tal fra Radford University og Florida Gulf Coast University viser, at USA er det land i verden, der fra 1900 til 2020 kan dokumentere absolut flest seriemordere med hele 3.613 af slagsen. England, der indtager andenpladsen, producerede 176 i samme tidsperiode.

Du kan se en dokumentar om The Long Island Serial Killer her:

Kilde: YouTube

Hvis du i øvrigt ikke fik læst vores interview med Florence McLean, ekspert i seriemordere, om BTK-sagen fra sidste uge, så kan du passende gøre det nu: