Hvert år den 4. juli forvandler den lille by Rebild tæt på Skørping i Nordjylland sig til et sammensurium af dansk og amerikansk kultur, hvor stars and stripes og panamahatte lever i bedste velgående med snaps og sild. Der er selvfølgelig tale om Rebildfesten i Rebild Bakker. Til Rebildfesten bliver det normalt så stille landskab fyldt op med tusindvis af mennesker, der samles i bakkedalen, også kendt som ”Gryden”. Blandt deltagerne tæller både turister, soldater, dansk-amerikanere, verdenskendte talere og ind imellem også kongelige samt statsledere.
Tidlig planlægning
Helene Christensen, som er generalsekretær i Rebildselskabet, er allerede i arbejdstøjet.
”Planlægningen til Rebildfesten i 2024 er allerede gået i gang,” lyder det fra generalsekretæren, der endnu ikke kan løfte sløret for de planlagte hovedtalere.
Én taler er dog allerede annonceret, nemlig Dr. Rachelle Keck, som er præsident for Grand View University i Des Moines, Iowa. Grand View er et universitet med danske rødder, og ifølge Helene Christensen er Grand View det første amerikanske universitet, der bygger på grundtvigianske traditioner.
Mulighederne for nye tiltag er stadig åbne, for som generalsekretæren siger:
”Der er ikke noget, der er mejslet i sten til 2024.”
Aktivitet året rundt
Selvom Rebildselskabet for det meste forbindes med 4th of July-fejringen, har foreningen faktisk aktivitet året rundt. For eksempel får de besøg af Mariann Albjerg den 14. januar i Rebildhus i Nordjylland. Albjerg kommer for at fortælle om sin karriere hos NASA, hvor hun i en periode fra 1988 var den højest placerede dansker i NASA og ansvarlig for blandt andet at træne astronauter og lave videnskabelige forsøg på rumfærgen.
”Det er et scoop,” lyder det herom fra Helene Christensen.
Rebildselskabet har også et tæt samarbejde med forskellige uddannelsesinstitutioner. Ifølge Helene Christensen er formålet med disse samarbejder blandt andet at skabe bevidsthed om den fælles dansk-amerikanske historie, som Rebildselskabet selv udspringer af.
Største Independence Day-fejring uden for USA
Rebildfesten har fundet sted siden 1912 og var på sit højeste i årene efter anden verdenskrig, hvor festen kunne samle omkring 50.000 deltagere. De seneste år har Rebildfesten haft mellem 2.000 til 3.000 deltagere. Faktisk er Rebildfesten den største Independence Day-fejring uden for USA. Sidste år måtte de flere tusinde deltagere skifte panamahatten ud med regnslag, da vejret for en sjælden gangs skyld ikke levede op til det ellers så solrige ”4th of July”-vejr.
Blandt hovedtalerne sidste år var tv-kok og manuskriptforfatter Adam Price og den amerikanske ambassadør i Danmark, Alan Leventhal. Den musikalske underholdning stod kunstneren Oh Land for.
Læs også: