Oversat fra engelsk til dansk af Alexander de Summer-Brason Welford.
I morges udgav Politiken en artikel om, at Nordisk Film Biografer indfører et abonnement for at tiltrække biografgængere. Tilsyneladende kan abonnenter fra tirsdag se et ubegrænset antal film i biografen for kun 229 kroner om måneden. Ifølge artiklen kommer initiativet i kølvandet på en vellykket prøveperiode i Aalborg, der siden oktober 2021 har tilbudt et lignende abonnement til 199 kroner om måneden. Kæden, som langsomt er kommet sig efter faldende salgstal under covid-19-pandemien, solgte over 10 millioner billetter sidste år, hvilket nærmer sig niveauet før pandemien. Idéen udspringer af de udfordringer, streamingtjenesterne har skabt, hvor man hertil ser abonnementsmodellen som en måde at konkurrere på lige fod.
Misforstå mig ikke, jeg er helt bestemt for at kunne se ubegrænset af film; men efter at have været medlem af det sidste “se så meget, du kan”-fænomen, ville mit råd være at opgive denne idé helt og øjeblikkeligt.
Husker du MoviePass?
I filmbranchen er der få som MoviePass, der fløj så højt og faldt så dybt. Moviepass, som blev lanceret i 2011, lovede at revolutionere biografturen ved at tilbyde et “se så meget, du kan”-biografabonnement. Men bag visionen lå en fundamentalt fejlbehæftet forretningsmodel, der virkede dømt til at fejle fra starten.
MoviePass’ model var simpel, men ambitiøs. For et månedligt gebyr kunne abonnenter se en film om dagen i biograferne. Det blev umådeligt populært, især efter at prisen faldt til 9,95 dollars om måneden i 2017, og tiltrak millioner af abonnenter. Tiltrækningskraften var utvivlsom: ubegrænsede biografbilletter for mindre end prisen på en enkelt billet i mange byer.
Kernen i MoviePass’ fiasko lå i dets økonomiske model. Selskabet betalte fuld billetpris til biograferne for hver film, som dets abonnenter så. Det betød, at hvis en abonnent blot så en eller to film om måneden, fik MoviePass underskud. Jo mere populær MoviePass blev, jo flere penge tabte de. Selskabet subsidierede i bund og grund biografgængernes vaner; en model der var uholdbar og som manglede en betydelig supplerende indtægtsstrøm.
Dømt til at mislykkes
MoviePass’ strategi byggede på to væsentlige antagelser: at abonnenttallet ville nå et niveau, hvor de indsamlede data kunne kommercialiseres, og at en væsentlig del af abonnenterne ville bruge tjenesten sjældent, ligesom et fitnessmedlemskab. Ingen af antagelserne holdt stik. De genererede data var ikke indbringende nok, og den gennemsnitlige abonnent brugte tjenesten mere end forventet. Kort sagt, de brugte langt mere, end de tjente.
Biografkæder var skeptiske over for MoviePass’ forretningsmodel. Store spillere som AMC Theatres kritiserede åbent tjenesten og var bekymrede for, at den undervurderede den traditionelle biografoplevelse. Uden samarbejde fra disse kæder kæmpede MoviePass med at forhandle lavere billetpriser samt med at få en andel af indtægterne fra koncessioner, hvilket var firmaets oprindelige hensigt, som kunne have nedbragt nogle af dets tab betydeligt.
Da MoviePass voksede hurtigt, knækkede dets infrastruktur som konsekvens under belastningen. Tekniske problemer, klager over kundeservice og et konstant skiftende regelsæt frustrerede brugerne. Restriktioner som udelukkelsesdatoer og begrænsede forestillinger blev indført i et forsøg på at begrænse pengestrømmen, men det tjente kun til at fremmedgøre brugerbasen, og i sidste ende førte det til dets undergang.
Der er naturligvis nogle markante forskelle mellem MoviePass og Nordisk Film Biografer. Det danske marked er for det første betydeligt mindre end det amerikanske. Men jeg synes, det er vigtigt at påpege, at hvis de faktisk tilbyder ubegrænset film for 229 kroner om måneden, vil jeg tilmelde mig. Når jeg betalte 170 kroner for min seneste film, er det helt klart en god idé. Det er en god idé i teorien, men jeg tror, at det er dømt til at mislykkes – ligesom Moviepass.
Læs også:
