Efter ny aftale: Amerikansk opfordring til DK om hurtigere NATO-bidrag

Ovenpå den nyligt indgåede forsvarsaftale mellem Danmark og USA har USA-nyt indhentet kommentarer fra den amerikanske ambassade samt forsvar i Danmark.

Den 21. december skrev udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) under på en aftale om et tættere forsvars- og sikkerhedspolitisk samarbejde mellem USA og Danmark. I anledning af aftalen besøgte han den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken i Washington D.C. Aftalen er uopsigelig i 10 år og betyder blandt andet, at USA kan placere soldater og materiel på dansk jord.

Du kan læse mere om aftalen her.

USA-nyt har samlet en række reaktioner på den historiske aftale fra den politiske verden og forsvaret. Blandt andet har vi fået et eksklusivt indblik i den amerikanske ambassade i Danmarks overvejelser omkring aftalen samt en opfordring fra en officer i det amerikanske søværn.

Aftalen danner grundlaget for fremtidigt forsvarssamarbejde

En anonym talsperson fra den amerikanske ambassade i Danmark forholder sig her til, hvorvidt aftalen, som officielt hedder Defense Coorporation Agreement, vil styrke Europas forsvar.

”Ja. Samarbejdet afspejler vores fælles forpligtelse til transatlantisk sikkerhed som NATO-allierede. Den vil bygge på grundlaget for NATO’s Status of Forces Agreement fra 1951, og giver vores lande mulighed for at udvide vores samarbejde yderligere, hvilket øger den transatlantiske sikkerhed i de kommende årtier.”

“Alliancen er en enorm kilde til styrke. Den bilaterale Defense Cooperation Agreement (DCA) afspejler USA’s forpligtelse til at styrke og modernisere vores demokratiske alliancer omkring ordet for at fremme vores fælles sikkerhed og velstand. Som udenrigsminister Blinken har sagt, ‘jo mere lande med komplementære styrker og kapaciteter kan forene sig for at nå fælles mål, jo bedre,'” fortsætter talspersonen og tilføjer:

”DCA vil lette yderligere på udvikling af muligheder for amerikanske styrkers træning og operationer i Danmark, fremme forbedret inter-operationelt arbejde på tværs af alliancen og gøre det på værtsnationens faciliteter. DCA standardiserer de rammer, som amerikanske styrker vil operere under og danner grundlaget for fremtidigt styrket forsvarssamarbejde.”

“Danmark skal følge op på sine NATO-mål nu”

Kommandør Zachary J. Conley fra det amerikanske forsvar er også grundlæggende tilfreds med forsvarsaftalen. Conley er vicechef for det amerikanske søværns programmer i Danmark.

Han påpeger dog, at Danmark kunne arbejde langt hurtigere for at nå op på sine aftalte to procent af BNP på forsvaret.

“Forsvarsaftalen er et grundlag for, at USA bedre kan arbejde med allierede for at forberede sig på at reagere på potentiel konflikt,” lyder det fra Conley, der påpeger:

“Dog er rammerne for fælles forsvar i Europa stadig NATO, og tyngdepunktet for NATO er sammenhæng i alliancen. Til det formål ville det være en fremragende måde at vise alliance, samhørighed og grundlæggende kampevne, hvis alle allierede bidragede med 2 procent af BNP pr. Wales-løftet fra 2014. Jeg bemærker, at det nu er næsten 10 år siden Wales-topmødet og Ruslands annektering af Krim, næsten 2 år siden Ruslands omfattende invasion af Ukraine og de mange angreb på Mærsk-fartøjet Hangzhou er kun den seneste påmindelse om, at verden ikke er fredelig.”

“Jeg synes, Danmark skal følge op på sin offentliggjorte plan for at nå 2 procent af BNP-udgifterne til forsvarskapacitet og opfylde dets NATO- mål,” lyder den klokkeklare opfordring fra kommandør Conley.