Migranter fortsætter med at vælte ind over den amerikanske grænse til Mexico – dog i lavere grad end før. Grænsestater som Texas synes at være ladt i stikken af den føderale regering, hvorfor man kan fristes til at tage sagen i egen hånd. Det har Greg Abbott, guvernøren i Texas, så også lige netop gjort ved at sætte migranter på busser nordpå mod de såkaldte helligdomsbyer (sanctuary cities)
Betegnelsen bliver brugt om byer, der har statslige love, som i modstrid med de føderale love gør det praktisabelt for udokumenterede migranter at leve uden at blive deporteret. Busserne ender i stater som New York, Illinois og Massachusetts. Her bliver menneskemængden, hvoraf mange er flygtet fra henholdsvis fattigdom og forfølgelse i steder som Venezuela og Mexico, indkvarteret i midlertidige shelter-hjem. Et initiativ, som storbyen Chicago bruger 1,5 millioner dollars på om dagen.
Opbrugt hjælp
Det ophører dog snart for 13.000 migranter i byen, da Chicago smider migranterne væk fra shelterne for at gøre plads til nye samt spare i sit budget. Bussernes fortsatte rute nordpå gør politikerne vrede på den texanske Abott, da de mener, at han skaber kaos i flere byer end nødvendigt. Han ser problemet som nationalt, og det formår han at praktisere ved at lade hele landet mærke den utrættelige tilstrømning.
Tilbage i Chicago står nu de 13.000 migranter uden arbejde eller tag over hovedet. De nytilkommende står idéløse og med en uforudsigelig fremtid, der i værste tilfælde vil føre til massiv hjemløshed og kriminalitet. Mange af migranterne kommer til USA uden bekendtskaber i landet, der vil kunne hjælpe dem. Derfor står lokale organisationer og kirker til tjeneste for migranterne.
Et knækket system
Fra trænge kår står migranter i kø for at opnå den amerikanske drøm, der i øjeblikket kan være umulig at finde. Økonomisk og arbejdsmæssig stabilitet er målet, og det kræver først og fremmest en arbejdstilladelse, som kan være svær at få, når man ikke er dokumenteret. Hvorvidt migranterne må være i landet, bliver der først ved individuelle høringer taget stilling til flere år efter deres ankomst. I mellemtiden har de mulighed for at spankulere rundt i landet uden opsyn.
Bosættelsen i ‘helligdomsbyerne’ grænser sig til det håbløse med et umedgøreligt boligmarked, hvor værdien på lejligheder er steget radikalt de sidste 10 år. Selv med et arbejde får de nye indbyggere meget svært ved at finde et hjem.
Efter at grænsen er blevet militariseret gennem årtiers lovgivning, er den føderale regering nu havnet et sted, hvor kompromiserne, der kan løsne de politiske uenigheder, er langt væk. Værst er det for de migranter, der har rejst flere tusinde kilometer og nu ikke ved, om de er købt eller solgt.
