Oversat fra engelsk til dansk af Alexander de Summer-Brason Welford
I amerikansk politik er bekymringen over en præsidentkandidats alder ikke noget nyt. Alder er førhen blevet adresseret med både alvor og humor, hvilket viser noget om de mange måder, kandidater kan håndtere den potentielle problemstilling på. Fortællingen om alder i politik er med andre ord omfangsrig, og strækker sig fra de seneste debatter om præsident Joe Bidens alder til historiske fortilfælde, hvor alder og vitalitet har været centrale for diskursen i valgkampe.
Bidens embedsperiode har imidlertid på ny tændt op i diskussionen om politiske lederes alder og egnethed til embedet. Kritikere og støtter har skærpet opmærksomheden om præsidentens alder, hvor bekymringerne især er blevet forstærket af en lang række uheldige optrædener, hvor glemsomhed og træthed har været at spore. Samtalen om Bidens alder er med andre ord fyldt med angst, hvilket kun intensiverer den politiske splittelse yderligere.
Præsidentens team har hertil forsøgt at nedtone bekymringerne ved at fremhæve hans omfattende erfaring, som de hævder kommer fra en lang karriere i offentlig tjeneste. Strategierne til at adressere disse bekymringer har særligt centreret sig omkring at demonstrere Bidens fortsatte energi og kompetence med det formål at vende diskussionen fra alder til resultater og visioner for landet.
I mandags kommenterede Jon Stewart i sin debut tilbage i værtsstolen hos The Daily Show på en nylig Biden-pressekonference vedrørende en særlig rådgivers rapport, der i sidste uge frikendte Biden for eventuelle ulovligheder i forbindelse med at have haft klassificerede dokumenter i privaten. Hvad der begyndte som et stærkt, autoritativt svar på tiltalen fra Biden om tilstanden på sine mentale evner, blev hurtigt vendt op og ned på, da præsidenten fulgte op med, at Mexicos præsident ikke ønsker at åbne op for grænsen til Gaza. De to lande deler ikke grænser…
Stewart viste herefter en slags kavalkade af højdepunkter, der fremhævede dem, der “kender Biden bedre, end vi kender Biden”, som med overbevisning i stemmen videreformidlede deres tillid til Bidens fysiske og mentale tilstand.
Hertil fulgte Stewart op med spørgsmålet:
“Er noget af det på video?”
Det er et fair spørgsmål, vil jeg sige, for hvis Biden virkelig er så dominerende, som han bliver fremstillet, hvorfor har vi så ikke set det? Og hvorfor, da præsidenten fik chancen til at tale til hele nationen før Super Bowl (som er traditionen), mente Biden og sit team, at det var bedst at udgive deres første TikTok-video, som ifølge Stewart på en eller anden måde “fik ham til at se ældre ud.”
Bidens valgkampsstrategi virker til tider i bedste fald uklar. Det store spørgsmål er derfor, hvad kan Joe Biden selv gøre for at håndtere bekymringen om sin fremskredne alder?
Reagans håndtering af alder
Den anden præsidentdebat i 1984 mellem Ronald Reagan og Walter Mondale tilbyder en lille historisk parallel til nutiden, idet den viser, hvordan man effektivt kan bruge humor og vid til at affeje bekymringer om alder. Humor og vid er i det mindste blevet forsøgt anvendt af Bidens lejr, mest nyligt og ganske mislykket med den føromtalte TikTok-video.
Efter en kedelig præstation i den første debat, der vakte store bekymringer om Reagans alder, stod den republikanske præsident nu i runde to over for sin demokratiske udfordrer med fornyet energi og en strategisk kløgtig tilgang.
Debatten dækkede et bredt spektrum af emner, men det var Reagans mesterlige affejning af alderdomsbekymringer, der efterlod det mest varige indtryk. Da han blev spurgt, om han havde den nødvendige udholdenhed til præsidentembedet, replicerede Reagan berømt:
“Jeg vil ikke gøre alder til et spørgsmål i denne valgkamp. Jeg vil ikke udnytte, til politiske formål, min modstanders ungdom og uerfarenhed.”
Bemærkningen blev ikke kun mødt med latter og applaus fra publikum, men neutraliserede også effektivt aldersspørgsmålet i resten af valgkampen.
Dette samspil mellem Reagans humor og de seriøse diskussioner om politik i debatten understregede den mesterlige håndteringen af alderdomsbekymringen. Det viste, at adressering af sådanne bekymringer med en blanding af vid og visdom kan afvæbne potentielle sårbarheder. Reagans evne til at blande charme med diskussioner om politik forstærkede kun hans appel over for vælgerne, hvilket bidrog til hans jordskredssejr. Det gjorde ham menneskelig.
I sin håndtering af spørgsmålet om alder fremhævede Reagans kampagne vigtigheden af strategi. Uanset om det er gennem at fremhæve erfaring og politiske resultater eller udnytte personlig charme og humor, må politiske figurer effektivt navigere i det komplekse landskab, der hedder offentlig opinion. Reagans tilgang understreger dermed vigtigheden af at være omstillingsparat i sin politiske kommunikation. Den evne tillod ham nemlig at adressere nødvendige bekymringer, samtidig med at han fremhævede sine styrker og forbindelse til vælgerne.
Den kommende tid for Biden og co. er op ad bakke for at sige det mildt. Den kommer til at involvere ikke kun at forsøge at samle en delt vælgerskare, men også at navigere dygtigt igennem bekymringer om præsidentens alder. Det positive for Biden er, at det er blevet gjort før.
Ærligt talt, i en tid, hvor ingen synes at kunne tage en joke, kan Bidens bedste handlingsplan faktisk være netop at fyre en joke eller to af.
