’’Hvis ikke Trump var præsidentkandidat, er jeg ikke sikker på, at jeg også ville være det. Vi kan ikke lade ham vinde.’’
Sådan lød meldingen fra Joe Biden ifølge The New York Times bag lukkede døre, da han for et halvt år siden mødtes med donorer i Weston, Massachusetts. Det var længe en offentlig hemmelighed i partiets inderkredse, at modstanden mod Joe Bidens præsidentkandidatur var stor, og måske umiddelbart større end den blev et halvt år senere.
Søndag den 21. juli meddelte Joe Biden så i et officielt brev på det sociale medie X, at han indstillede sin genvalgkampagne frem mod valget i november, og at han nu vil lægge kræfterne i at færdiggøre sine seks tilbageværende måneder i præsidentembedet. Kort efter bekendtgjorde han sin støtte til vicepræsident Kamala Harris, der kort efter meldte sig som præsidentkandidat.
Mens støtteerklæringerne – de såkaldte endorsements – fløj Harris i hænde, både fra store medie- og TV-personligheder såvel som fra demokratiske profiler som for eksempel Bill og Hillary Clinton, ønskede ekspræsident Barack Obama et åbent konvent og gav ikke en direkte støtte til Kamala Harris.
Det Demokratiske Parti afholder konvent i Chicago, Illinois, den 19. – 22. august, hvor partiet skulle have nomineret sin officielle præsidentkandidat.
I stedet skal nomineringen ske allerede d. 7. august på et virtuelt møde, hvilket egentlig var for at presse Biden til at trække sig fra præsidentvalgkampen. Selvom det nu er sket, holder partiet fortsat fast i datoerne begge datoer.
Joe Biden tabte kampen mod sit eget parti
Lige nu er livet og de glade dage vendt tilbage til Det Demokratiske Parti. Men de må også forstå, at de har et problem. De demokratiske primærvalgsvælgere valgte i første omgang Joe Biden som deres præsidentkandidat, inden den politiske elite i Washington, D.C. fik ham fyret. Det er et problem for partiet.
Der er ingen tvivl om, at Joe Biden i al ramme og alvor mener, at han vil kunne gennemføre fire år mere som præsident i USA. Det står ikke sort på hvidt som et faktuelt facit, men brevet fra Biden til omverden giver nogle indikationer:
’’Og det har været min intention at søge genvalg, men jeg tror på, at det er i mit parti og mit lands bedste interesse for mig at træde tilbage (…)’’.
Ordene her henviser til det store interne pres i både de amerikanske medier såvel som i partiet, hvor Biden er blevet presset ud. Beslutningen har bestemt været hans egen, men det har lige så tydeligt være mod hans vilje.
Dertil er det vigtigt at huske på, at Biden rent demokratisk er valgt af partiets primærvalgsvælgere. Han fik nemlig tidligere i år modstand fra både Dean Phillips, der er valgt til Repræsentanternes Hus, og forfatteren Marianne Williamson. Havde Biden trukket sig før tid, havde vælgerne på demokratisk vis kunne vælge deres kandidat til præsidentposten, uden, at stordonorer og den politiske kongeklasse i hovedstaden skulle spænde ben.
Ej er der tvivl om Harris’ popularitet med mere end 81 millioner dollars i kampagnefinansiering, men processen havde nok været en anelse mere elegant, hvis vælgerne uden for den rige og politiske klasse havde haft lov til at sætte deres kryds i stemmeboksen. Ligeså viste flere meningsmålinger at amerikanerne – både de blå (Demokraterne) vælgere, såvel som undecided voters og Republikanerne – syntes, at Biden burde genoverveje sit kandidatur grundet sine 81 leveår.
Præsident Harris?
En klog beslutning af Det Demokratiske Parti vil være at lade Kamala Harris gå på vandet mod partiets nominering og give hende opbakning fra alle sider af det mangfoldige USA. De skal vise, at de interne uroligheder er fortid efter Bidens exit, og at man nu har en klar plan. USA skal have sin første kvindelig præsident – men udfordringerne møder hun hurtigt.
For dem, der afgør amerikansk politik, er ikke hvem som helst. Det er oftest arbejder- og middelklassen, dem der bor i svingstaterne, har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, er ufaglærte og aldrig har stemt til et primærvalg. Primærvalgsvælgerne er oftest de mest yderliggående vælgere, der vil gå gennem ild og vand for deres kandidat, og ved, hvad de skal stemme. Uanset hvad.
Her er tre ting, der bliver afgørende for Kamala Harris’ bestræbelser på at blive USA’s 47. præsident:
- Økonomien. Amerikanerne har ikke et sundhedssystem, som vi har i Danmark. Får man statens hjælp, er det med stor sandsynlighed, fordi man er meget langt ude. Trump vil til enhver tid fortælle alle og enhver, at økonomien var bedre under hans tid. Det er rigtigt, lige indtil COVID-19 ramte, men lige nu er der for eksempel ikke styr på inflationen. Og den dårlige stemning om økonomien kan ikke ændres, trods fremragende jobtal.
- Grænsen – frihed for migranter eller ej? Tænk tilbage på Folketingsvalget i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev næststørst i Tinget og størst i den borgerlige blok. Der var mange danskere, der aldrig kunne se sig selv i DF’s politik, men flygtningekrisen ændrede synet for mange ufaglærte. Se det så i USA-perspektiv: når man som ufaglært amerikaner kæmper om et arbejde som lagerarbejder i en supermarkedskæde som Walmart, så stemmer man oftest på dem (Republikanerne), der vil lukke adgangen for flygtninge.
Her kan det for alvor blive et problem for Kamala Harris, hvis hendes flygtningepolitik anses som for slap af mange amerikanere. - Abort– Kamala Harris er karakteren af en klokkeklar forkæmper for abort. En majoritet af det amerikanske folk er imod tilbagerulningen af Roe v. Wade, som det skete i juni 2022, og Harris har siden tordnet mod Trumps udnævnelse af de konservative højesteretsdommere, der blev afgørende i den endelige dom. Kamala Harris skal fortsætte med at tordne sin abortpositive retorik ud i alle hjørner af det amerikanske land. Det kan sikre hende præsidentposten.
Støt USA-nyt:
