Her til aften dansk tid skulle medlemmerne af Repræsentanternes Hus for tredje gang til stemmeurnerne for at prøve at finde en permanent formand efter detroniseringen af Kevin McCarthy for nu 17 dage siden. Jim Jordan, Republikanernes spidskandidat, havde håbet på, at tredje gang ville blive lykkens gang, men skæbnen (eller rettere sagt en gruppe trodsige moderate republikanere) ville noget andet.
Ved første formandsafstemning tirsdag stemte 20 republikanere imod ham, dagen efter var det 22 og i dag var tallet så vokset til 25. Som ved de to foregående formandsafstemninger stemte Demokraterne entydigt på deres flertalsleder Hakeem Jeffries.
Nu er det så kommet frem, at Det Republikanske Parti atter skal tilbage til tegnebrættet efter en ny formandskandidat, da Jordan efter sit tredje nederlag efterfølgende tabte en intern afstemning om at forblive sit partis spidskandidat.
Så mens Republikanerne tygger lidt videre på, hvem (og hvad) de kan blive enige om, tegner USA-nyt et portræt af den ultrakonservative republikaner fra Ohio, der belyser, hvordan han i sidste ende ikke kunne samle nok politisk opbakning fra især sine moderate partikollegaer – og det gør vi i selskab med professor i statskundskab ved Ohio University, DeLysa Burnier.
Valgbenægter og stormløbsanstifter
“Han startede i national politik som Tea Party-konservativ og er medstifter af the House Freedom Caucus, som begge ligger på den yderste højrefløj af Det Republikanske Parti. Han er tæt allieret med den tidligere præsident, Donald Trump, og han arbejdede tæt sammen med ham om at benægte valgresultatet i 2020 samt omkring stormløbet på Kongressen i januar 2021,” lyder den indledende Jordan-karakteristik fra DeLysa Burnier, inden hun går mere detaljeret til værks omkring ohioanerens politiske profil:
“Hans tid i Huset kan bedst defineres ved hans misbrug af Kongressens tilsynsmagt. Han har nemlig lanceret talløse efterforskninger på skatteydernes regning, som har været partiske i natur, der ikke har ført til noget som helst substantielt. Benghazi-efterforskningen er ét eksempel, Hunter Biden-efterforskningen over flere år er et andet, og nu har vi så forundersøgelsen til en rigsret mod præsident Biden,” opremser hun og understreger:
“I en politisk karriere på 16 år er han aldrig kommet med et lovforslag, der rent faktisk er blevet til lov. Sagt på en anden måde har han aldrig lavet lovgivning. For det meste er han imod ting som bistand til veteraner, hjælp til ofre for orkaner og andre katastrofer, hjælp til 9/11-ofre og jeg kunne blive ved. Han er fortaler for et føderalt forbud mod abort med ingen undtagelser. Han nægter simpelthen at gå på kompromis eller blive enig om politik, som hans republikanske kollegaer støtter.”
Ingen erfaring
DeLysa Burnier peger på, at Jordan i sidste ende manglede den fornødne politiske gravitas samt moralske habitus, der skal til for at løfte opgaven som formand.
“For det første ville det have været forventet, at han skulle fundraise massivt for sine partikollegaer, hvilket var noget, McCarthy var sublim til, men det har Jordan ingen som helst erfaring med.”
“Spørgsmålet var også, om han ville have kunnet agere uafhængigt af Trump, om han ville have kunnet opbygge en lovgivende koalition i bare sit eget parti og ikke mindst ville have kunnet set forbi sin egen snævre, anti-government agenda? Som formand skal man kunne arbejde med ledere i Senatet samt præsidenten, og det har Jordan absolut ingen erfaring med. Jeg tvivler på, at han overhovedet ved, hvordan man regerer. For mig at se kan han kun finde ud af at fremme ekstreme politiske idéer,” slår DeLysa Burnier fast.
Mere end bekymrende
På spørgsmålet om, hvad det siger om Det Republikanske Parti, at man overhovedet kom til at stå i en situation, hvor manden, der blandt andet blev døbt “en lovgivende terrorist” af sin egen tidligere formand, John Boehner, og er kendt for at repræsentere en fløj af sit parti, der med Boehners ord “kun er ude på at skabe kaos”, endte som partiets spidskandidat til at blive Husets formand, svarer DeLysa Burnier utvetydigt:
“Det taler direkte ind i det magtvakuum, der er i Det Republikanske Parti. Hvis vi går helt tilbage til John Boehners tid, så repræsenterer McCarthys afsked tredje gang, en republikansk formand enten er blevet presset ud eller har forladt posten tidligt (Paul Ryan, red.).”
“Formandsposten er mere end bare en partisk post. Som Formand for Repræsentanternes Hus er man leder af en signifikant institution, og man er nummer to efter præsidenten og vicepræsidenten. Det faktum, at de (Republikanerne, red.) ikke kan regere, når de har flertallet, er mere end bekymrende,” fortsætter DeLysa Burnier, inden hun knytter an til en afsluttende pointe:
“Jordan har aldrig arbejdet sammen med demokrater eller som nævnt før sine mere moderate republikanske partikollegaer, så han har altså aldrig før bygget en lovgivende koalition op eller bidraget til at få et budget til at stemme eller generelt gjort noget som helst af lovgivende betydning. Så er han i øvrigt stadig en valgbenægter. Alt dette viste sig i sidste ende udslagsgivende for ham.”
