I et land som slår sig selv op på frihed, individualisme og retfærdighed kan det virke bemærkelsesværdigt, at bestemte grupper – religiøse, ideologiske, politiske – kan lede et landsomspændende narrativ.
Som udefrakommende dansker kan man hurtigt løfte øjenbrynene, når man ser på den indflydelse, religion og religiøse grupper kan have på mennesker, holdninger og idealer. Religiøs indflydelse ses i mange aspekter af den offentlige debat, når det kommer til krig, kærlighed og familie for bare at nævne nogle få eksempler.
Ser man på den gængse holdning til LGBTQ+, har religiøse grupper på tværs af USA været med til at skabe en splittelse i den offentlige debat. Ifølge en Gallup undersøgelse fra 2023 ses det på den ene side, at 64 procent af den amerikanske befolkning er for LGBTQ+-rettigheder og ikke har nogle moralske skrubler ved homoseksualitet. På den anden side er 33 procent af den amerikanske befolkning, oftest konservative, fundamentalistiske og religiøse grupperinger, anti-LGBTQ+.
Lige netop det kan opleves blandt calvinistiske protestanter. Blandt calvinister er den generelle overbevisning, at Bibelen fordømmer såkaldt ”afvigende” seksualitet, som kontrasterer den heteronormative idé om, at heteroseksualitet er normen og målestokken.
Men hvad siger Bibelen egentlig?
Først og fremmest er det vigtigt at få fastlagt, hvordan calvinistiske protestanter læser og fortolker Bibelen, da dette er altafgørende for, hvordan bibelen forstås. Calvinister har sine rødder i reformationen og mere specifikt hos den franske teolog John Calvin. Calvin pointerede, at grundet syndefaldet i Første Mosebog 3 var mennesket dømt til at være syndigt. Det ligger til grund for den ligefremme, bogstavelige fortolkning af bibelen, som danner basis for de konservative holdninger, der præger den calvinistiske protestantisme. Det er altså med en bogstavelig tilgang til de bibelske tekster, at calvinistister tilgår homoseksualitet.
Tager man udgangspunkt i den calvinistiske teolog Kevin DeYoungs bog, What Does the Bible Really Teach about Homosexuality?, er der seks helt konkrete henvisninger til fordømmelsen af homoseksualitet i Biblen, nemlig Første Mosebog 1-2, Første Mosebog 19, Tredje Mosebog 18:22 og 20:13, Paulus’ Brev til Romerne 1:26-27, Paulus’ Første Brev til Korintherne 6:9-11 og Paulus’ Første Brev til Timotheus 1:8-11
I grove træk beskriver disse bibelske tekster de moralske konflikter, der er forbundet med homoseksualitet og homoseksuel aktivitet ud fra følgende logik:
- Forøgelse
- Seksuel aktivitet er kun skabt med henblik på forøgelse og dermed ikke fornøjelse.
- Renlighed
- Den fysiske, såvel som åndelige, renlighed bliver udfordret af homoseksuel aktivitet.
De moralske konflikter er opstået grundet den direkte fortolkning af Bibelen i form af passager som:
”Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed,” Tredje Mosebog 18:22.
”Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden. De har selv skylden for deres død,” Tredje Mosebog 20:13.
”Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente,” Paulus’ Brev til Romerne 1:26-27.
Den diskurs, som bliver tillagt homoseksualitet og homoseksuel aktivitet i disse bibelske tekster, såsom brugen af ordene ”vederstyggelighed” og ”naturstridige”, præger dermed det calvinistisk protestantiske syn på seksualitet, som afviger fra den heteroseksuelle norm.
Moral er godt, dobbeltmoral er bedre
Blandt calvinister er der dermed tale om en bogstavelig og ligefrem læsning og fortolkning af bibelske tekster, dog på nær når det kommer til passager, som omhandler mangfoldighed. Et eksempel på det finder man i Tredje Mosebog 19:18, hvor der der står, at ”du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren.” Den calvinistiske læsning af bibelverset er ifølge pastor Angus Stewart, at brugen af ordet ”næste” er et snævert udtryk for ”alle”, samt at der ingen bibelske beviser er på, at Gud elsker alle mennesker, og dermed er dette ikke et krav for de troende.
Det ses samtidig, at der i skabelsesberetningen i Første Mosebog 1:27 står, at mennesket er skabt i Guds billede, hvilket ud fra en ren bogstavelig læsning ville indikere, at mennesker – alle mennesker – er skabt af Gud, som de nu engang er – heteroseksuelle, homoseksuelle, aseksuelle eller noget fjerde.
Hertil kommer det calvinistiske argument, som også bliver beskrevet af Kevin DeYoung, at Gud har skabt mennesket i sit billede, hvilket efter sigende skulle være heteroseksuel, men at det homoseksuelle menneske har valgt at indgå i homoseksuel aktivitet og dermed valgt at trodse Guds ord.
Hvad dette indikerer er altså, at den ligefremme læsning af Bibelen kun er gældende i de tilfælde, hvor argumentet virker entydigt, men så snart, de bibelske tekster kan virke modstridende for det calvinistiske holdepunkt, er der en større forklaring at hente.
Et landsomspændende narrativ
Da USA er bygget på kristne grundsten, hvilket også ses i fænomenet ”City Upon a Hill”, har protestantiske og puritanske grupperinger haft stor indflydelse på det amerikanske samfund og på de værdier og normer, som er knyttet til især de mere konservative hjørner af landet. Dermed har den calvinistiske tilgang til homoseksualitet, som i øvrigt også er delt af andre religiøse grupper såsom baptister, mormoner, Syvende Dags Adventistkirken og Pinsebevægelsen, præget det landsomspændende narrativ om, at homoseksualitet er imod Bibelen og Guds ord. Det er dog også vigtigt at pointere, at der er mange religiøse grupper, som støtter op om LGBTQ+-personer og deres rettigheder i samfundet.
Den religiøse debat om homoseksualitet, med calvinistiske protestanter på den yderste højrefløj, handler helt kortfattet om fortolkningen af Bibelen og om denne fortolkning taler ind i en direkte fortolkning eller en nuanceret og tilpasset fortolkning af Bibelen, så den kan tale ind i tilværelsen anno 2023.
Læs også: